Månedsarkiv: december 2013

“Anti-europæerne” slår til igen

“EU-modstanden virker hensygnende. Fra venstre side har SF taget ansvar ved at tilslutte sig en pro-europæisk linje, og fra højre side er Dansk Folkeparti larmende tavst” (Politikens leder den 8. februar 2011).

Af Bjørn Elmquist (advokat og tidl. radikal MF), Ditte Staun (radikalt byrådsmedlem og talsperson for Folkebevægelsen mod EU) og Jørgen Raffnsøe og Lave K. Broch (ordførere for Radikalt EU-kritisk Netværk).

Bragt i Politiken den 10. marts 2011

EU-modstandere er imod Europa. De er anti-europæere. De er uansvarlige. De er fra det yderste venstre og det yderste højre, men nu er det yderste højre alene om EU-modstanden. EU-modstanderne er en uddøende race. Er det det billede Politikens leder prøver at tegne af danske EU-modstandere og EU-kritikere i det ovennævnte citat?

Ja, det tror vi faktisk det er. Hvis det kun var denne leder, som var usaglig, så kunne man grine lidt af det og gå videre med dagens gøremål. Men problemet, er at dette ikke er et enkeltstående eksempel. Vi mener, at der er tale om en generel politisk mobning af EU-modstandere og EU-kritikere. Vi har alt for mange gange oplevet, at danske EU-tilhængere og EU-positive medier prøver at nedgøre eller ligefrem latterliggøre dem, der kritiserer EU eller EU’s udvikling.

Vi oplever, at EU-pro politikere prøver at undgå debat om EU og EU’s udvikling. Vi oplever, at EU-tilhængere får markant flere offentlige støttekroner til deres udlægning af EU-spørgsmålet. Vi har oplevet, at en overvismand blev truet fordi han ikke sagde det om euroen, som S-R regeringen ønskede. Vi har oplevet, at den efterfølgende V-K regering målrettet gik efter at undgå en dansk folkeafstemning om Lissabon-traktaten, og at regeringen nægter at fortælle, hvad de sagde til det tyske formandskab, da kansler Angela Merkel undersøgte hvordan EU-landene kunne undgå folkeafstemninger om Lissabon-traktaten.

Vi har oplevet, at regeringen indædt kæmpede mod almindelige borgeres ret til at få retligt prøvet, om der skulle have været folkeafstemning om Lissabon-traktaten, og at regeringens advokat lagde op til, at sagsøgerne skulle betale alle sagsomkostninger, selv om stats- og udenrigsminister kan hæve deres udgifter i statskassen. Hvilket de to ministre også gjorde, efter de af Højesteret blev pålagt at betale 101.500 kr. til sagsøgerne i Lissabon-sagen.

Vi oplever også, at EU-kritikken og EU-modstanden har fremgang uden, at medierne reelt reflekterer over det. I andre lande kan vi se, at der stemmes nej til nye EU-traktater (Frankrig, Holland og Irland). Målinger viser også stor kritik eller modstand f.eks. i Estland, hvor et klart flertal i befolkning var imod euroen, men hvor regeringen holdt fast i, at den skulle indføres uden en folkeafstemning.

I Norge viser den seneste måling, at mere end 65 % af befolkningen siger nej til EU-medlemskab (Sentio), og i Island viser alle målinger, at befolkningen vil stemme nej til EU-medlemskab, men også i Danmark er der fremgang for EU-kritikken og EU-modstanden.

Selv om JuniBevægelsen er nedlagt, så fik Folkebevægelsen mod EU 70.000 flere stemmer ved det seneste EU-parlamentsvalg. Konservativ Ungdoms landsråd har flere år i træk bekræftet deres modstand mod euroen. Ved det sidste KU-landsråd stemte 40 % af de unge konservative desuden for dansk udmeldelse af EU. Venstre Ungdom – det mest EU-positive ungdomsforbund i lange tider – er også blevet modstandere af euroen. Det er jo en sensation. Men hvor var mediedækningen?

Den tidligere socialdemokratiske minister Ivar Nørgaard har fortrudt, at han skrev under på Rom-traktaten og dermed Danmarks indlemmelse i EF. I Det Radikale Venstre har der længe været et aktivt EU-kritisk mindretal, men alligevel tales der ofte om, at EU-kritikken kommer fra yderfløjene. Det burde være logik selv for journalister, at når et flertal af danskerne stemmer nej til Maastricht-traktaten og euroen, så kan det ikke kun være yderfløjene, der er EU-modstandere eller EU-kritiske.

Modstanden mod EU findes i alle partier, i alle samfundsgrupper og i alle dele af Danmark. Når SF’s ledelse er blevet så magtliderlige, at de sælger ud af arvesølvet lige fra udlændingepolitikken til EU (undtagen euroen), betyder det ikke, at EU-kritikken bliver mindre, men, at afstanden mellem befolkningen og Christiansborg vokser.

At en seriøs avis som Politiken mener, at SF er blevet ansvarligt fordi det er blevet mere pro-EU viser bare, hvor overfladisk debatten om EU er blevet. Ansvar drejer sig ikke om at blive “salonfæhig” og klar til regeringsmagt, hvis man samtidigt lukker øjnene for virkelighedens udfordringer og svigter egne værdier. Og det er netop hvad SF gør, ikke mindst angående EU’s militære udvikling og EU’s retspolitik. Vi står faktisk helt uforstående overfor, at fremtrædende SF’ere mener, at EU ikke har noget ansvar for EU-landenes våbeneksport, når det er 1) EU, der afgør, om der skal være våbenembargoer mod andre stater, 2) EU, der har lavet et adfærdskodeks for våbenhandel og 3) EU, der har etableret et forsvarsagentur, der arbejder for at styrke EU’s våbenindustrier. Et agentur Danmark ikke er med i på grund af forsvarsundtagelsen.

EU er samlet set verdens største våbeneksportør. Unionens udenrigsminister, Catherine Ashton, vil sågar sælge våben til Kina. En diktaturstat, der vedvarende krænker menneskerettighederne og som truer Taiwan. Ashton har endnu ikke haft succes med sit våbensalgsfremstød i forhold til Kina, men desværre sælger unionen våben til andre diktaturstater. F.eks. ophævede EU våbenembargoen overfor Libyen for en del år siden. Men landet har samarbejdet med EU om at modtage flygtninge, og derfor ser unionen stort på menneskerettigheder og fred. Det ser dog ud til, at EU igen vil indføre sanktioner mod Libyen, men dette ændrer ikke ved, at det på grund af EU’s våbenhandel ofte vil være EU-våben, som bruges når demonstranter i Libyen angribes af regimet. EU gør os endnu en gang medansvarlige i at mennesker undertrykkes.

Den seneste tid har der dog været en markant og bred kritik af EU’s samarbejde med og støtte til udemokratiske regimer i Tunesien, Egypten og Libyen. Danske mediers kritik heriblandt Politikens af EU’s udenrigspolitik glæder os naturligvis, men for mange læsere må det føles som et lyn fra en klar himmel. Vi har længe hørt, at med en fælles politik i EU bliver alt bedre, men virkeligheden er ikke så simpel. EU sætter ofte egne interesserer, især pengeinteresser, højere end folkestyre, menneskerettigheder, fred og folkeret. Dette gælder ikke kun i for hold til Tunesien, Egypten og Libyen.

Kendsgerningen er, at EU-tilhængere og danske medier ofte lukker øjnene.

Danmark er faktisk på grund af EU medansvarlig for de begivenheder, der førte til borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. Vi accepterede nemlig en alt for hurtig anerkendelse af Kroatien på trods af advarsler fra FN’s generalsekretær.

EU gjorde os også medansvarlige for at fredsprocessen i Sri Lanka blev smadret – fordi vi var med til at terrorstemple den ene part i konflikten. Det på trods af advarsler fra en svensk general, der var chef for den internationale fredsmission i landet.

Vi er medansvarlige for, at EU har undergravet FN’s fredsarbejde i Vestsahara – fordi vi indgår aftaler med Marokko om fiskeri i Vestsaharas territorialfarvand på trods af at dette land er delvist besat af Marokko, og at FN forsøger at finde en fredsløsning.

Vi er medansvarlige i, at EU støvsuger afrikanske farvande for fisk. Vi har accepteret, at EU alt for mange gange har svigtet i kampen for menneskerettigheder f.eks. har man i Kosova set i gennem fingrene med alvorlige overgreb – selv om man havde ansvaret for administrationen af området. EU’s udenrigspolitik er ikke i tråd med, hvad mange danskere ønsker.

EU-pro politikere vil sige, at EU er en kampplads som Folketinget, regionerne og kommunerne. Men så har de ikke læst Lissabon-traktaten, som de støtter og ikke ville have folkeafstemning om. EU er nemlig ikke en kampplads som alle andre politiske niveauer, fordi EU-traktaten i flere tilfælde allerede har besluttet, hvad der skal prioriteres. Den slår f.eks. fast, at EU-landene skal forbedre deres militære kapaciteter (artikel 42, stk.3), men ikke noget om at styrke hospitalerne eller folkeskolen. Og for euro-landene slår traktaten også fast, at prisstabilitet skal prioriteres. Det betyder, at velfærd og beskæftigelse kommer i anden række, for de lande der er med i euroen.

Euro-tilhængere har længe påstået, at det er usolidarisk at have en flydende krone fordi, hvis den falder i værdi så eksporterer man sine problemer. Men hvor solidarisk er det, at euro-lande skærer i velfærd og løn for at blive konkurrencedygtige? Med en flydende valuta, der falder i værdi, ved man i det mindste, at byrden fordeles jævnt i hele landet. EU’s opskrift betyder nedskæringer, der rammer bestemte og ofte sårbare grupper samtidigt med, at euroen faktisk falder overfor omverden.

Danske EU-pro politikere er fulde af løgn når de vil bruge “kamppladsen” til at føre en politik, der ikke er mulig fordi den strider imod EU’s grundlag. Et eksempel er forslaget om at afskaffe EU’s rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg. For rejsecirkusset er jo også beskyttet af traktaten. Derfor burde politikerne have rejst spørgsmålet, da de vedtog traktaten. Men de samme politikere ønskede jo ikke nogen reel debat om traktaten før den blev vedtaget.

Medierne har også et stort ansvar for, at det er gået så galt. De vælger oftest EU-pro eksperter når der skal kommenteres om EU. Dette gælder f.eks. Politikens ensidige fokus på “problemer” med retsundtagelsen i EU (f.eks. den 4. februar). Der henvises ofte til eksperter, der siger, at Danmark får problemer f.eks. med bekæmpelse af menneskehandelen, hvis vi ikke hurtigt afskaffer vores retsundtagelse. Helt galt gik det for politiken.dk med overskriften den 13. december: “Danmark kan blive et fristed for menneskehandel”. Tak for kaffe! Hvad med, at journalisterne lige trak vejret og tænkte sig om.

Norge er et foregangsland i kampen mod menneskehandel, og hvis det kun er EU, der kan bekæmpe menneskehandel, så må Norge og Schweiz allerede være “de værste fristeder” for menneskehandel i Europa. Nu bliver Danmark så et ligeså “skummelt land”, fordi vi ikke har afgivet vores suverænitet til EU på retsområdet. Hvad med, at Politiken eller andre medier satte sig sagligt ind i de EU-forhold de skriver om og i det mindste viderebragte et alsidigt billede, der også inkluderer EU-kritiske personer. I sagen om menneskehandel er det relevant at spørge danske tilhængere af retsundtagelsen og eksperter, som giver et alsidigt billede. Måske kunne Danmark også blive et foregangsland. EU vil alligevel have interesse i et samarbejde med os på samme måde som de har det med f.eks. Norge, Schweiz og USA i kampen mod menneskehandel. Det er helt urealistisk, at vi bliver et “fristed” for menneskehandel for hvem i Danmark støtter det. Hvis vi bevarer retsundtagelsen, kan vi selv bestemme, hvad vores lovgivning på området skal være. Derfor må den pågældende artikel opfattes som et debatindlæg, og ikke som en alsidig information til Politikens læsere.

Den danske EU-debat er kørt af sporet. Det gavner ikke Danmark, at vi ikke kan have en saglig og alsidig debat om EU. Uden en alsidig debat kan vi ikke få belyst alle de sider af forskellige spørgsmål, som et velfungerende demokrati forudsætter. Forskellige holdninger, der krydser klinger, og som synliggør svagheder ved politikker og love fører til bedre resultater. Det gavner os alle, at vi har et demokrati, hvor folk engagerer sig. Jo mere offensivt man bekender sig til ytringsfriheden, desto større omhu skal man som medie desuden udvise i administreringen af ytringsadgangen.

Vi er trætte af den dårlige danske EU-debat. Vi er trætte af den ensidige måde flere danske medier fremstiller EU-spørgsmål på, og hvordan de prøver at stemple EU-modstandere og EU-kritikere. Der er tale om en udemokratisk og arrogant måde at kommunikere på. Hvis man kunne tale om politisk mobning så er det faktisk det EU-kritikere og modstandere oplever i Danmark.

Vi vil derfor opfordre til, at EU-pro medier, som Politiken, og EU-tilhængere generelt begynder at respektere deres politiske modstandere. Vi har ikke tænkt at stoppe vores kritik af EU. Vi kan love, at vi vil forholde os til det, der sker i EU, og hvad vores modstandere mener. Men vi synes, at det danske demokrati er svækket, hvis man stempler EU-kritikere og modstandere som “anti-europæere” fordi vi ikke siger ja til EU’s politiske projekt. Internationalt samarbejde er for os alle, og netop fordi vi tror på et skæbnefællesskab i Norden, Europa og verden, er vi engagerede.


Debat: Skam jer, folketingsflertal!

Europagten undergraver

Af DITTE STAUN OG LAVE K. BROCH

Bragt i Kristeligt Dagblad den 11. april 2011

Et folketingsflertal har nu sagt ja til, at Danmark skal tiltræde Europagten. Der har ikke været tid til debat, og Danmark skal fremover hvert år stå skoleret i EU om landets finanser.

EU vil nu få indflydelse på pensionsforhold, lønudvikling og skat. Hvad vi end mener om pensionsalder og førtidspension, så er det da ikke noget, EU skal blande sig i. I EU er det vidt forskellige opfattelser af velfærd, og der er ingen tvivl om, at den nordiske velfærdsopfattelse ikke ligefrem er dominerende.

Vores respekt for ledelsen i de fem partier, der støtter Europagten er mildest talt væk. Folketingsflertallet bør skamme sig. De har svigtet helt elementære demokratiske spilleregler.

Europagten blev vedtaget helt udemokratisk. Der har været 12 dage til diskussion efter, at pagten blev præsenteret.De færreste danske politikere kan kende konsekvenserne af denne pagt og værdien af de garantier, som ikke mindst SF har stillet, er mildest talt tvivlsom.

Vi kan ikke forstå, at partier, som bekender sig til demokrati kan støtte en proces, hvor der ikke er tid til debat.

Vi kan ikke forstå, at Danmark skal være med, nu når lande som Sverige og Storbritannien siger nej. Der findes ingen saglig grund for dette hastværk. Folketings-flertallet kunne i det mindste have udskudt beslutningen.

Danmarks befolkning har stemt nej til euroen og det bør respekteres af Folketinget. Et dansk medlemskab af Europagten undergraver dette nej. Det eneste ærlige ville have været, hvis folketings-flertallet sendte euro-undtagelsen til folkeafstemning sammen med Europagten.

Men at svigte demokratiet på denne måde er aldeles forkasteligt.

De folketingsmedlemmer, der har støttet denne pagt bør simpelthen skamme sig. I har svigtet demokratiet, og I er med til at undergrave det nordiske velfærdssamfund og folkets nej til euroen. Skam jer!

Ditte Staun er talsperson for Folkebevægelsen mod EU, og Lave K. Broch er ordfører for Radikalt EU-kritisk Netværk.


Retsundtagelse sikrer retssikkerhed

Karl-Otto Meyer, Skovlund fhv. landdagsmedlem for SSW og Lave K. Broch, København Radikalt EU-kritisk Netværk

Bragt i Flensborg Avis den 14. januar 2011

EU-parlamentariker Britta Thomsen (S) søger med lys og lygte efter argumenter imod Danmarks retsundtagelse i EU.

Nu mener hun, at retsundtagelsen svækker trafiksikkerheden (Flensborg Avis den 4.1.)

Det, som Thomsen ser som et stort problem, er, at personer fra udlandet ikke altid ender med at få en trafikbøde, hvis de kører for stærkt i Danmark, fordi det lokale politi i deres hjemland ikke følger sagen til dørs.

EU vil nu lave et system, der retter op på dette, og Danmark kan ikke umiddelbart være med i dette system på grund af vores retsundtagelse. Men Thomsen glemmer at nævne, at det formentlig vil være muligt at lave en parallelaftale med EU på det område, og at dansk politi i mange tilfælde vil kunne kræve penge fra fartsynderne på stedet.

Hun glemmer også at fortælle, at en afskaffelse af retsundtagelsen vil betyde, at EU får ret til at lave overnational retspolitik i Danmark. Det vil f.eks. betyde, at terrorlove og love om overvågning af almindelige danskere vil være noget, som EU skal bestemme, hvis retsundtagelsen afskaffes.

Vi mener, at retsundtagelsen sikrer borgere i Danmark en højere grad af retssikkerhed fordi det er muligt at stille danske politikere til ansvar for de love, de vedtager i Folketinget, og dårlige love kan blive ændret efter et folketingsvalg, hvis der kommer et nyt flertal.

Men hvis Danmark afgiver EU suverænitet på dette område, bliver det meget svært at ændre lovene. Vi kan jo bare se, hvor svært det er at ændre EUs landbrugspolitik eller handelspolitik, selv om stort set alle danske partier mener, at disse politikker er problematiske.


Danmark bør bryde med EU’s udenrigspolitik

EU’s udenrigspolitik er en katastrofe. Vi opfordrer Folketinget til at genetablere en selvstændig dansk udenrigspolitik -gerne koordineret med de andre nordiske lande

Af Bjørn Elmquist, tidl. radikal MF, Ditte Staun, talsperson for Folkebevægelsen mod EU og Jørgen Raffnsøe og Lave K. Broch, ordførere for Radikalt EU-kritisk Netværk

Bragt i Dagbladet / Frederiksborg Amts Avis den 17. februar 2011

De folkelige oprør i Tunesien og Egypten har udstillet EU’s udenrigspolitik.

Unionen har alt for længe støttet diktatorer og udemokratiske regimer. Desværre er denne EU-politik ikke isoleret til disse to lande. EU’s udenrigspolitik sætter ofte værdier om fred, menneskerettigheder og demokrati i anden række. Men er det i Danmarks interesse, at vi skal tale med én stemme i unionen, også selvom EU går imod de ting, som vi selv tror på? Danmarks regering burde i stedet undersøge mulighederne for at koordinere udenrigspolitikken med de andre nordiske lande.

I Norden er der ikke samme risiko for, at vi bliver halehæng til store stater og dermed inddraget i en skadelig udenrigspolitik.

Der er desværre alt for mange eksempler på, at unionens udenrigspolitik er gået i forkert retning. Det gælder f. eks., dengang EU anerkendte Kroatien på trods af advarsler fra FN. FN frygtede krig i Bosnien-Hercegovina, hvis Kroatien blev anerkendt uden, at der var mindretalsbeskyttelse for det serbiske mindretal. Men EU ignorerede advarslerne, og det gik netop, som FN havde forudsagt. Danmark blev medskyldig i det, der udløste den efterfølgende borgerkrig.

Terrorstempling

Det samme gjorde sig gældende i sagen om EU’s terrorstempling af de tamilske tigre. Den svenske general, Ulf Henricsson, der var chef for den internationale fredsmission i Sri Lanka, havde advaret om, at en terrorstempling af den ene part ville føre til, at fredsprocessen blev ødelagt, og at borgerkrigen ville opblusse. Men unionen ville ikke lytte. Danmark er derfor også medansvarlig for den efterfølgende borgerkrig i Sri Lanka.

EU’s udenrigsminister, Catherine Ashton, støtter desuden, at EU-landene skal ophæve deres våbenembargo over for Kina. Indtil videre er hendes forslag stoppet. Men EU ophævede våbenembargoen til Libyen for en del år siden.

I forhold til Tunesien og Egypten, så har unionen bakket op om regimer, der har undertrykt befolkningerne.

Unionen har ydet milliard-støtte til diktatorer. Det er på trods af EU, at de nordafrikanske borgere går på gaden for demokrati og menneskerettigheder.

EU’s udenrigspolitik er en katastrofe.

Vi opfordrer Folketinget til at genetablere en selvstændig dansk udenrigspolitik, gerne koordineret med de andre nordiske lande. Vi havde gerne set, at alle europæiske lande kunne ændre deres kurs. Men vi tror ikke, at dette er realistisk uden, at nogen går forrest.

Norden har længe stået for en mere humanistisk udenrigspolitik. Det gjaldt ikke mindst i kampen mod apartheid.

Norge har desuden vist, at et lille land uden for EU kan mægle fred og spille en positiv rolle. Det er en sådan rolle, vi ønsker for Danmark. Derfor bør vi bryde med EU’s udenrigspolitik.


EU taler med én stemme

Af Lave K. Broch, ordfører for Radikalt EU-kritisk Netværk

Bragt i Dagbladet Information den 5. maj 2011

Jens Heide Wallberg fra Radikal Ungdom mener, at Danmark er for ubetydelig til at have indflydelse internationalt, hvis vi står alene, og at Danmark og Europa kun kan spille en rolle, hvis et samlet EU taler med én stemme (4. maj).

Men Wallberg tager fejl. Små lande kan godt spille en rolle internationalt jf. de nordiske landes kamp mod apartheid. Norge, der står uden for EU, har også stor indflydelse i fredsarbejdet, hvorimod Danmark i stigende grad er stormagternes halehæng.

Når det er sagt, taler EU i de fleste sager allerede med én stemme: Det var én stemme, der besluttede at sælge våben til diktaturregimet i Libyen og én stemme, der besluttede at forlænge EU’s fiskeriaftale med Marokko, selv om den folkeretsstridigt gælder for Vestsahara og selv om Danmark stemte imod. Det er også én stemme, der repræsenterer Europas synspunkter angående Kina.

Hvis Wallberg mener noget reelt om menneskerettigheder i Kina, burde han kræve, at EU’s udenrigsminister, Catherine Ashton, bliver fyret. For i december foreslog hun, at EU skulle ophæve våbenembargoen over for Kina. Måske er det på tide, at Radikal Ungdom tager stilling til, om indholdet i EU’s udenrigspolitik er i tråd med radikale værdier?


Netværkets ordførere:

HV4

Hedvig Vestergaard

Mobil 2341 1548

 

GustavSiegSorensen

Jørgen Raffnsøe

Mobil 5172 4673


Euroen skaber modsætninger

Af Lave K. Broch, ordfører for Radikalt EU-kritisk Netværk

Bragt i Dagbladet Information den 12. februar 2012

Det er sørgeligt, at se et stort billede i Information af grækere der brænder det tyske flag (9. februar). Sørgeligt fordi det ikke er det eneste eksempel på, at modsætningerne mellem europæerne er voksende, og sørgeligt fordi EU’s nye finanspagt på ingen måde løser de kriseramte eurolandes økonomiske problemer.

I Radikalt EU-kritisk Netværk skrev vi for 12 år siden, at »valutaunioner er ikke nogen garant for fred.« Af de 108 væbnede konflikter i perioden 1989-1998, fandt de 101 sted mellem parter, der havde fælles valuta. Euroen er i dag til stor skade for samarbejdet i Europa, folkestyret og velfærden. Modsætningerne mellem grækerne og tyskerne er voksende, og den eurotraktat som EU’s regeringer, undtagen den britiske og tjekkiske, forsøger at påtvinge befolkningerne er dømt til at mislykkes. Eurotraktaten og den seneste gældsaftale, giver ikke Grækenland en bedre konkurrenceevne.

De penge som grækerne får fra nye lån går til at betale gæld i udlandet. Grækernes livsvilkår vil derfor forringes de næste år, og det vil føre til sociale problemer og mere uro. Det er derfor på tide, at europæiske politikere indser, at euroen ikke er et optimalt valutaområde, og at der laves en ordning for, at lande kan melde sig ud af euroen. Folketinget bør sende eurotraktaten til folkeafstemning. Alt andet er udemokratisk.

Link: http://www.information.dk/293316



Warning: Parameter 1 to W3_Plugin_TotalCache::ob_callback() expected to be a reference, value given in /var/www/radikaleukritik.dk/public_html/wp-includes/functions.php on line 3728