Er du i tvivl – så stem nej!

JR nyHV4

Af Hedvig Vestergaard og Jørgen Raffnsøe, Helsingør

Vi skal stemme den 3. december om vi skal overlade det til Christiansborg politikerne at forvalte retsforbeholdet til gavn for borgerne.

Der er dog ingen som helst grund til at tro at de folkevalgte har bedre dømmekraft i EU-spørgsmål end borgerne. Det var borgerne, der sagde nej til euroen i september 2000. I dag kan enhver se hvor fatalt et medlemskab af Euroen ville være for Danmark. Lige stik imod hvad et kompakt flertal af de folkevalgte ville have gennemtrumfet dersom de havde haft magt.

Indrømmet. Det er noget mere kompliceret at vurdere om retsforbeholdet er til gavn for Danmark. Skal vi overlade det til politikerne at stemme fra gang til gang om hvilke områder af retspolitikken der skal overlades til EU? Risikoen her er: Har politikerne først bestemt at et område skal overgå til EU, kan politikerne ikke trække beslutningen tilbage. Bordet fanger.

Man bør overveje om EU er en holdbar institution på længere sigt. Der er noget der tyder på at det ikke er tilfældet. EUs håndtering af Grækenlandskrisen var mildest talt elendig. Grækenland blev fastholdt i et morads af bundløs gæld som der ikke er nogen udsigt til at det vil komme ud af. Schengen samarbejdet er brudt sammen. EU er åbenlyst ikke i stand til at forsvare sine ydre grænser hvilket flygtningestrømmen op gennem Europa viser. En af Europas mest fundamentale friheder: Bevægelsesfriheden er således truet!

Der skal være folkeafstemning i England i 2017. Der skal stemmes om landet i fremtiden skal være medlem af EU. Her kommer det an på om de krav, som Englands premierminister Cameron for nylig har fremsat, imødekommes af EU. Sker det ikke, hvilket er meget sandsynligt, vil briterne stemme sig ud af EU. Og så står Danmark i en ny situation.

Hvis du er i tvivl, er der al mulig grund til at trække vejret dybt og stemme nej den 3. december. Du vil fortryde et ja, for du vil aldrig blive spurgt igen.

Læserbrev bragt i Helsingør Dagblad 14. november 2015.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*


Warning: Parameter 1 to W3_Plugin_TotalCache::ob_callback() expected to be a reference, value given in /var/www/radikaleukritik.dk/public_html/wp-includes/functions.php on line 3728