Kommentar
Følg England!
Først et stort tillykke til franskmændene for deres flotte “Non” til EU’s
konstitution og til hollænderne for deres endnu større “Nee” til EU’s grondwet
(grundlov). Dette er den glædeligste begivenhed i Europa siden Berlin-muren
faldt i 1989.
Derefter vil jeg udtrykke min stille forundring over udenrigsminister Per Stig
Møllers (K) inkonsekvente optræden i denne historiske stund. Han siger, at han
personligt respekterer Nej-et. Som minister lægger han imidlertid op til, at
de franske og hollandske regeringer skal slette Nej-et med indenrigspolitiske
midler.
Per Stig Møller vil have, at de franske og hollandske regeringer skal svigte
deres folk - præcist som den danske regering svigtede, da danskerne stemte Nej
i 1992, og som den irske regering svigtede, da irerne stemte Nej i 2001.
Desværre står den danske udenrigsminister ikke alene med sit mærkværdige
synspunkt. Tysklands kansler Gerhard Schröder, Kommissionens formand José
Manuel Barroso og EU- ministrenes formand Jean-Claude Juncker fra Luxembourg
har faktisk sagt det samme. Værst af alt, så har Frankrigs præsident Jacques
Chirac og Hollands premierminister Jan Peter Balkenende også været inde på, at
EU skal trodse det franske og hollandske Nej.
Det eneste anstændige vil være at følge det forslag om en udsættelse af ALLE
25 landes godkendelse af EU’s konstitution/grundlov, som den tjekkiske
statsminister Jiri Paroubek er kommet med. Dette vil give os tid til en
genforhandling af HELE den europæiske grundlov.
Derfor må de syv lande (Italien, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Spanien,
Tyskland og Ungarn), der har godkendt grundloven, igen møde op ved
forhandlingsbordet. De tre lande (Grækenland, Letland og Østrig), hvor
parlamenterne har lavet en foreløbig godkendelse, skal stoppe deres
regeringers finpudsning af godkendelsen.
De belgiske provinsparlamenter bør følge det gode eksempel fra nabolandene
Holland og Frankrig. De ”regionale” og ”sproglige” parlamenter i Belgien skal
tage sig en pause i deres behandling af EU’s grondwet/constitution.
De tolv lande (Cypern, Danmark, Estland, Finland, Forenede Kongerige (UK),
Irland, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Sverige og Tjekkiet), der endnu
ikke har taget stilling, skal stoppe HELE behandlingen af EU’s NUVÆRENDE
grundlov. De skal - som England allerede har gjort. - udsætte
folkeafstemningerne og al behandling i de nationale parlamenter til EFTER
genforhandlingen. Det vil være et urimeligt tidsspilde at bede befolkninger og
parlamentarikere om at tage stilling til en grundlov, der sandsynligvis
alligevel ikke bliver til noget.
EU’s nuværende forslag til grundlov skal tages helt af bordet. Fører
genforhandlingen mellem alle 25 lande ikke noget nyt, så er EU’s konstitution
stendød.
Franskmændene og hollænderne stemte nej først og fremmest, fordi de vil holde
fast i folkestyret i begge lande. Dernæst er Nej-et en protest mod euroen.
Den nye valuta har jo givet stigende priser i Holland og stigende
arbejdsløshed i Frankrig.
Demokratiet kan ikke tåle, at Nej-et underløbes igen, som det skete i Danmark
efter vort nej til Unionen fra Maastricht i 1992 og i Irland efter deres nej
til Nice-traktaten i 2001.
Med venlig hilsen
Gustav Sieg Sørensen
Medlem af Radikalt EU-kritisk Netværk
Radikal kandidat til Nordjyllands regionsråd og til den nye
kommunalbestyrelse i Thy
Tårnvej 56, Hørdum
7752 Snedsted.