Klumme
Indlæg bragt i Politiken søndag 1. juli 2007
Værsgo, her har I den nye traktat!
Af
Kjeld Hybel
Bababadalgharaghtakamminarronnkonnbronntonnerronntuonnthunntrovarrhounawnskawntoohoohoordenenthurnuk! ...«. Nej, jeg kom ikke lige til at ramme tastaturet med albuen! Ovenstående linjer er heller ikke et uddrag fra den nye reformtraktat , som dem nede i Den Europæiske Union netop er blevet færdige med at skrive. Linjerne er hentet fra første side af ’Finnegans Wake’ af James Joyce, en af verdenslitteraturens mystiske værker. En bog skrevet på et utal af sprog, vævet sammen i sære mønstre, en noget nær ulæselig bog. Men sammensuriummet af bogstaver kunne lige så godt være hentet fra reformtraktaten. Det lyder, som om forfatterne har skelet kraftigt til ’The Wake’.
»Vi havde jo besluttet i forbindelse med forfatningen, at en ny traktat skulle være enklere, den skulle være læselig og tilgængelig for borgerne. Det klarede vi ikke. Løsningen blev desværre grimmere«. Sådan sagde Margot Wallström forleden her i avisen. Hun er højre hånd for kommissionsformand Barroso og har ansvaret for at forklare borgerne, hvad EU går ud på. Unionens PR-chef. Det var et rystende interview! LØSNINGEN blev desværre grimmere ... Grimmere end hvad? Grimmere end det første forsøg på at skrive en traktat . Det forsøg blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland for et par år siden. Dengang skrev Newsweek, at traktaten var »et dårligt skrevet, forvirret dokument, hvis død ingen vil begræde«.
Den nye traktat er altså, ifølge Margot Wallström, endnu værre. Rent makværk, må jeg forstå. Utilgængelig!
Alligevel kindkysser de hinanden som ind i helvede, stats- og regeringscheferne. Vilde af begejstring! Kansler Angela Merkel udråbes som Europas dronning, fordi hun fik sat brokkerne sammen på en måde, som de andre kunne gå med til. Selv polakkerne. Endelig kom unionen ud af sit dødvande. En lykkelig dag for Europa? Det kan da godt være. En fed traktat ? Måske. Den er designet sådan, at vi ikke har en chance for at finde ud af det.
Hvad foregår der egentlig? Lad os lige kigge lidt mere på det, der skete for to år siden.
UNIONEN anstrengte sig virkelig for at gøre den første traktat folkelig. Den skulle være lækker. Og hold op, hvor man snakkede meget om den. Alle vegne. Folket skulle være med. Den traktat ville blive den vilde gevinst for demokratiet, prædikede unionen. Men folket købte den ikke. Hollændere og franskmænd smed traktaten – som blev kaldt en forfatningstraktat – på møddingen. Ingen interesse. Og resten af europæerne? De hulkede sig ikke ligefrem i søvn den aften, traktaten døde.
Nu har Margot Wallström, Europas PR-kommissær, fundet forklaringen på, hvorfor borgerne sagde nej. Det var, fordi »der blev brugt forkerte ord«. »Ordet styrer tanken, og jeg tror, at ordet forfatning i nogle lande udløste en reaktion, der ikke var rationel. Det var jo bare en traktat , men folk så signaler om en superstat«. Med andre ord: Borgerne er snotdumme. Men hvis man bare skifter ordet ’forfatningstraktat’ ud med ordet ’reformtraktat’, så glider den garanteret lettere ned hos skvadderhovederne. Sådan tænker hun. Sådan tænker unionen. Vores egen statsminister Fogh sagde for to år siden, da forfatningstraktaten var kollapset: »Vi skal bruge en tænkepause til at lave en detaljeret plan for, hvordan vi kan få involveret borgerne. EU er ledet af eliten. Afstanden til manden på gaden er blevet for stor«. Smukt sagt! Det handlede om at bruge tænkepausen til at fremstille en mere folkeligt acceptabel traktat ... kunne man tro ... hvis man var uhelbredeligt naiv.
Det gik anderledes. FØRST UDSKIFTEDE Merkel og resten af slænget ’forfatning’ med ’reform’. Derefter gik de i gang med at filtrere traktaten for elementer, som kunne tvinge dem til at sende den til nye folkeafstemninger. Kemisk rensning. Uden at pille noget videre ved indholdet. Til sidst samlede de Europas mest James Joyce-kyndige til at skrive det hele igennem. For at sikre, at traktaten ikke kunne forstås af nogen som helst.
Margot Wallström blev så sendt ud til pressen for ved hjælp af sit sødeste svenske smil at forklare, hvorfor det tjener folket bedst at blive holdt udenfor.
»Husk nu«, sagde hun, »at en folkeafstemning ikke altid er løsningen på alt. I nogle lande er det blevet sådan en slags hammer ... En folkeafstemning er ikke altid det bedste eller mest demokratiske. Hvis man ikke kan forklare eller informere ordentligt – og skabe en god debat, så er det måske lige så godt at bruge parlamentet«.
Hvis man ikke kan forklare eller informere ordentligt? Skabe en god debat?
Er det ikke lige nøjagtig dét, vi har ansat hende til? Er det ikke ligesom den dybere hensigt med Margot Wallström? Eller har jeg misforstået noget? Det har jeg garanteret. Jeg er jo bare borger i Den Europæiske Union. En af kvajpanderne.
Sammen med alle de andre kvajpander sidder jeg og venter på at kunne komme til at læse den nye, grimme reformtraktat. Ventetiden bruger jeg på at forberede mig ved hjælp af ’Finnegans Wake’. Og lad mig runde af med bogens allersidste ord: »... Till thousendsthee. Lps. The keys to. Given! A way a lone a last a loved a long the«.