Debat


Befolkningen har krav på folkeafstemning om traktaten!

Fællesudtalelse fra 13 organisationer og netværk:

Lissabon-traktaten har væsentlig betydning for Europas fremtid. I alt væsentligt indeholder den det samme, som "Traktat om en forfatning for Europa" rummede i 2005. Det samme indhold, som statsministeren lovede folkeafstemning om i 2005.

I alle lande, der har stemt ja til forfatningstraktaten, konstaterer man, at indholdet er det samme. Og det britiske parlament har ladet en tværpolitisk kommission sammenligne teksterne med samme konklusion: Det er grundlæggende samme indhold.

Hvad enten man ser fordele eller ulemper i traktaten, er for den eller imod, så er vi mange - med opbakning fra flertallet i befolkningen - som kræver, at Lissabon-traktaten sendes til folkeafstemning. Den er for betydningsfuld til kun at blive ratificeret af Folketinget uden forudgående folkeafstemning.