Debat
Bør Folketinget ratificere traktaten uden folkeafstemning?
Kronik bragt i Kristeligt Dagblad 4. april 2008
I Europas befolkninger er der i øjeblikket en påviselig, udbredt skuffelse og vrede over, at EU´s statschefer har planlagt at gennemføre den nye Lissabon-traktat uden at give befolkningerne lejlighed til at tage stilling til den ved folkeafstemninger. Man kan godt gennemskue, at toppolitikerne prøver at undgå folkeafstemninger. Det virker ikke pålideligt.
Lissabon-traktaten ligner den forkastede forfatningstraktat til forveksling. Bortset fra at den er omredigeret og ikke hedder en forfatningstraktat. Og kan det være rigtigt, at et europæisk samarbejde, der påstår at bygge på demokratiske principper, søges gennemført ved bevidst at undgå folkeafstemninger?
Der er tale om en akut krise for demokratiet både nationalt og europæisk. Den er skabt på EU-plan og træder frem for medlemslandenes befolkninger i form af politikernes modvilje mod, at folkene de repræsenterer, bør høres i denne vigtige sag. Men problemet rækker endnu videre end til den akutte krise i forbindelse med Lissabon-traktatens ratifikation. Der er en række alvorlige demokratiske problemer med traktaten, som bl.a. vil betyde centralisering og reducering af medlemslandenes indflydelse.
Men lad os holde os til det helt aktuelle. For at forstå det, er det vigtigt at være opmærksom på, at Lissabon-traktaten har en forhistorie, som ikke bare kan glemmes. Det begyndte med et konvent, der så det som sin fornemste opgave at overvinde kløften mellem EU og befolkningerne. Og som en naturlig og nærmest logisk følge af denne målsætning besluttede en række lande, herunder Danmark, at afholde folkeafstemninger om den forfatningstraktat, der blev resultatet af konventets arbejde.
Det førte som bekendt til et nej til traktaten i to af de gamle medlemslande. Derefter blev det blev besluttet på højeste EU-plan at holde en tænkepause for, som det hed, at befolkningerne rundt om i landene kunne besinde sig på, hvad de egentlig ville med det europæiske samarbejde. Stadig var befolkningernes synspunkter altså vigtige i processen.
Men på et tidspunkt besluttede regeringerne sig for at tage sagen i deres egen hånd og opgive det folkelige, demokratiske element i processen. Hensynet til befolkningernes debat og synspunkter i tænkepausen blev helt tilsidesat. Nu gjaldt det om, næsten for enhver pris, at undgå folkeafstemninger, hvilket udløste en skuffelse, afmagtsfølelse og modvilje i næsten alle medlemslande, hvad meningsmålingerne tydeligt afspejler. At den nye Lissabon-traktat på afgørende punkter er næsten identisk med den forkastede forfatningstraktat, har naturligvis ikke gjort den folkelige mistillid mindre. Med andre ord, man har gjort og opnået det stik modsatte af, hvad man angiveligt ville i forhold til de europæiske befolkninger både med konventet og tænkepausen.
Naturligvis kan man sige, at landenes regeringer med beslutningen om at føre Lissabon-traktaten igennem uden folkeafstemninger viser både statsmandskunst og handlekraft. Men prisen vil være en alvorlig svækkelse af befolkningernes tillid til europæisk samarbejde og en voksende bevidsthed om, at demokratiet udhules i Europa.
Vi har nyligt oplevet et folketingsvalg, hvor der herskede en nærmest krampagtig tavshed omkring hele EU-problematikken. Altså, tænker folk, politikerne vil simpelthen ikke tale med befolkningen om EU, hverken på den ene eller den anden måde. Man forholder sig til EU som til en objektiv uafvendelighed, der egentlig ikke kan diskuteres. Det er ejendommeligt og foruroligende, når EU samtidig fremhæves som et modstykket til den knægtelse af demokratiet, der har fundet sted i Europa både før og efter anden verdenskrig.
Nu står vi så over for spørgsmålet om, hvordan der skal tages stilling til, om Danmark vil tiltræde Lissabon-traktaten. Regeringen har fremsat et lovforslag i Folketinget om, at Folketinget selv beslutter at tiltræde traktaten uden forudgående folkeafstemning. Lovforslaget er på vej mod dets 2. behandling. Parlamentarisk ser det sort ud for mulighederne for at få den folkeafstemning, som et klart flertal i befolkningen ønsker. Et af hovedargumenterne imod en folkeafstemning er grundlovsargumentet: at efter at forfatnings-traktaten er lavet om til Lissabon-traktaten er der ikke mere tale om, at vi afgiver det, der kaldes suverænitet, og så er en folkeafstemning ikke nødvendig for at overholde Grundloven.
Men det er efter vores mening ikke et demokratisk lødigt og tilstrækkeligt synspunkt. En ting er, at man godt kan spekulere over, om det virkelig kan have sin rigtighed, at der ikke er suverænitetsafgivelse, når Lissabon-traktaten har næsten samme indhold som forfatningstraktaten. Det spørgsmål bliver forhåbentlig afklaret en dag. Noget andet er, at spørgsmålet, om Danmark kan og vil tiltræde Lissabon-traktaten, er grundlæggende et politisk spørgsmål, der kun kan afgøres demokratisk ved en folkeafstemning om traktaten. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt grundloven af juridiske grunde gør en folkeafstemning nødvendig eller ej.
I den nyligt indgåede europapolitiske aftale mellem seks partier i Folketinget tales der om EU som "et demokratisk fællesskab mellem Europas stater og folk". Men det er jo absurd at tale om EU som et demokratisk fællesskab ikke blot mellem stater, men mellem Europas "folk", hvis ikke Europas "folk" har haft mulighed for på demokratisk vis at tage stilling til udviklingen af det europæiske fællesskabs politiske form og indhold. Vi opfordrer regeringen og vore folkevalgte, ansvarlige politikere til at udvise demokratisk dømmekraft og mod til at bringe spørgsmålet om EU's udvikling tilbage på hovedsporet, dvs. at gennemføre den folkeafstemning, som oprindeligt var planlagt og lovet vælgerne. Kun befolkningernes frivillige tilslutning vil kunne bidrage til det europæiske samarbejdes politiske troværdighed og demokratiske fremtid.
Det er demokratisk indlysende, at traktaten bør til folkeafstemning. Andet vil i realiteten være at knægte befolkningens demokratiske ret til at bestemme helt grundlæggende vilkår for dens fremtidige liv. Men vi finder det påkrævet at fremhæve, at vi finder det demokratisk helt uacceptabelt at undlade en folkeafstemning af følgende grunde:
Lissabon-traktaten skaber en ny politisk EU-ramme for det danske folkestyre, som fremtidige Folketing ikke engang selv kan ændre på. Bl.a. vil EU som "juridisk person" kunne indgå aftaler, medlemslandene er forpligtede af. En så politisk vigtig ændring bør ikke tiltrædes af et Folketing uden folkets samtykke. Det er i den forbindelse et spørgsmål, om Lissabon-traktaten overhovedet kan tiltrædes uden en forudgående grundlovsændring.
Lissabon-traktaten er i meget høj grad identisk med Forfatningstraktaten og indebærer tilsvarende, omfattende politiske og traktatretlige ændringer. Derfor bør Lissabon-traktaten til folkeafstemning, akkurat som der var besluttet og planlagt en folkeafstemning om den tidligere forfatningstraktat. Den indlysende logik følger Irland, der vurderer Lissabon-traktaten af samme politiske betydning som forfatnings-traktaten.
Ifølge Justitsministeriets egen opfattelse indebar EU´s forfatningstraktat suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand. Det er der ved en påfaldende manøvre blevet ændret på under arbejdet med at omgøre forfatningstraktaten til Lissabon-traktaten.
Især gælder det spørgsmålet om EU's tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, som fra at være et spørgsmål, der krævede folkeafstemning, nu er blevet et spørgsmål, vi nationalt skal tage stilling til efter selve ratifikationen.
For første gang traktatfæstes det, at EU-retten står over national ret, hvilket endog kan få indflydelse på den danske Grundlovs placering i retshierarkiet.
Lissabon-traktatens indhold blev ikke diskuteret under valgkampen op til det seneste folketingsvalg den 13. november 2007. Det er derfor et spørgsmål, om Folketinget har et reelt politisk mandat til at ratificere traktaten.
Af:
Kenneth Haahr fra Attac-Danmark,
Helge Rørtoft Madsen fra Borgerinitiativet Ja til Europa - Nej til EU-forfatning
Klaus Lorenzen fra Fagbevægelsen mod Unionen
Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU
Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen
Frank Dahlgaard fra Nationernes Europa
Hans Henningsen fra Nødvendigt Forum
Peter Westermann fra Udfordring Europa og
Jørgen Raffnsøe fra Radikalt EU-kritisk Netværk