Blogarkiv

Partierne bør støtte folkeafstemning om EU-medlemskabet

Man burde arbejde for mere borgerinddragelse i forhold til EU.

Af Lave K. Broch, medlem af Det Radikale Venstre 1. suppleant til EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU Sorrentovej 8, 1. mf., København S | Martin Garcia, medlem af Alternativet | Jørgen Grøn, formand for SF Nordjylland

Ledende politikere i Radikale Venstre, Alternativet og SF har overvejet at lave en alliance for at forhindre en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet. Det har vi ingen forståelse for, og at det netop skulle være ledende personer i vores tre partier, der tager et sådant initiativ, er meget besynderligt og skuffende.

Vi ser alvorligt på udspillet om en alliance for at forhindre en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet. Det kan i bedste fald kun føre til øget afmagt og politikerlede i vores samfund.

Radikale Venstre, Alternativet og SF er partier, hvor der normalt har været stor støtte til et mere levende demokrati. SF var som parti med i Folkebevægelsen mod EU indtil 1991. Alternativet har gjort borgerinddragelse til en mærkesag.

I Radikale Venstres principgrundlag står der f.eks.: »Folkeafstemninger skal supplere det repræsentative demokrati, både på landsplan og lokalt. Folkeafstemninger skal gennemføres på baggrund af offentlig debat og bredt oplysningsarbejde. Vælgerne skal have mulighed for at tage initiativ til folkeafstemninger.«

Modsat eget partis program

Det er derfor meget overraskende, at Morten Østergaard er bannerfører for dette initiativ. Spørgsmålet er, om han rent faktisk er modstander af sit eget partis principprogram? For det er jo en alvorlig sag.

 Vi mener, at vores tre partiledelser i stedet burde arbejde for mere borgerinddragelse, herunder muligheden for borgerinitiativer angående folkeafstemninger ikke mindst i forhold til EU.EU’s centralisering af magt er simpelthen nået så langt, at ikke alene flertallet af love i Folketinget er påvirkede af EU, men det gælder også ca. halvdelen af alle dagsordenspunkter i byråd og regionsråd. Det bliver ikke bedre af, at EU-Kommissionen stadig har monopol på at stille lovforslag inden for EU, og at Lissabon-traktaten og Finanspagten begrænser den politiske kampplads. Demokratiet er derfor udfordret inden for EU.

Læren af brexit

Vi synes, at der er behov for, at danskerne får mulighed for at stemme om EU-medlemskabet. Vores tre partier bør i stedet for at forsøge at forhindre, at folket bliver spurgt, tage ansvar og være garant for, at en kommende folkeafstemning om Danmarks EU-medlemskab indeholder et klart alternativ og en køreplan for udtræden, som vi skal tage stilling til.

Vi kan lære af brexit, så vi minimerer enhver form for usikkerhed både før og efter afstemningen i Danmark. Det vil desuden skabe en mere seriøs debat og minimere mulighederne for skræmmekampagner. Et alternativ til EU-medlemskab kunne f.eks. være, at Danmark søger om genindtræden i Efta og arbejder for et endnu stærkere nordisk samarbejde.

Mange gode argumenter

Der er desuden mange gode argumenter for, at vi bør holde en afstemning:

EU har ændret sig markant, efter at Danmark blev medlem af EF den 1. januar 1973. Her tænker vi f.eks. på centraliseringen af magt inden for EU, og at EU i dag påvirker de fleste politiske sagsområder.

Kun personer, der er 64 år og ældre, har haft mulighed for at stemme om EF-medlemskabet, og det er på tide, at også yngre danskere får lov til at stemme om EU-medlemskabet. Ved afstemningen den 2. oktober 1972 var valgretsalderen i øvrigt 20 år.

Folket skal bestemme

Danskerne har ikke fået lov til at stemme om de seneste store forandringer af EU, f.eks. Nice-traktaten, Lissabon-traktaten og EU’s finanspagt. Derudover er der risiko for, at fremtidige særdomstole inden for TTIP og Ceta – hvis disse aftaler vedtages – vil kunne begrænse demokratiet endnu mere og umuliggøre flere af vores tre partiers forslag på miljøområdet.

En væsentlig del af rigsfællesskabet – Grønland – trådte ud af EF i 1985. Det var der ingen, der kunne vide, da der var folkeafstemning i 1972.

Storbritannien er på vej ud af EU. Ved afstemningen i 1972 blev Storbritannien brugt som et argument for dansk indtræden i EF.

Vi opfordrer derfor Folketinget – og især vores tre partier – til at se med åbne øjne på ønsket om en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet. Folket må og skal være dem, der bestemmer i et demokrati – også når det drejer sig om Danmarks forhold til EU.


Stem roligt nej på torsdag – og smil!

JR nyHV4

Af Hedvig Vestergaard og Jørgen Raffnsøe, Helsingør

Vi vil ikke have mere EU trukket ned over hovedet! Vi vil derfor opfordre dig til at stemme nej på torsdag den 3. december. Og når du har sat dit kryds ved nej og går ud af valglokalet så smil – bredt – i forvisning om at du har truffet det rigtige valg.

Hvorfor mener vi at du kan være sikker på det? Det gør vi fordi EU lige nu er en kolos der vakler fra krise til krise: Grækenlandskrisen som blev elendigt håndteret af EU ved at forpligte landet til at betale af på en i forvejen ubetalelig gæld; flygtningekrisen hvor EU ikke har formået at vedtage en retfærdig fordeling af flygtningene, begrænse flygtningestrømmen og bevogte EUs ydre grænser. Romerriget gik under fordi det ikke kunne sikre dets ydre grænser, og det vil EU også.

Og hvad er det så lige at EUs krisehåndtering har at gøre med en afstemning om retsforbeholdet:

Jo, meget af den EU-lovgivning som vi som borgere skal tillade de danske folketingspolitikere at sige ja eller nej til er endog ikke på plads endnu. Så vi ved i realiteten ikke hvad vi giver politikerne mandat til, og om det er nogen fordel for os borgere at give det mandat. Desuden er mekanismen i tilvalgsordningen således at politikerne på forhånd skal binde sig til EU-lovgivningen hvis de vil gøre indflydelse gældende under forhandlingerne om den enkelte retsakt. Hvis Danmark ikke på forhånd kan binde sig, kan det med andre ord ikke påvirke lovgivningen, og hvis vi på forhånd binder os til EU-lovgivningen, kan vi ikke på et senere tidspunkt bakke ud af det hvis det endelige EU-direktiv viser sig uspiseligt for os. Er det særlig demokratisk?

Et væsentligt argument for ja-siden, er at hvis vi stemmer nej ved folkeafstemningen, kan Danmark ikke deltage i Europol-samarbejdet som vil overgå til det overstatslige niveau pr. 1. april 2017. Argumentet er naturligvis det rene vrøvl og et forsøg på at skræmme vælgerne. Danmark kan selvfølgelig forhandle en aftale om Europol på plads på lige fod med Norge og Schweiz. Stater – også EU – har ikke følelser, men interesser. Når EU er færdig med at stille sig fornærmet an ved et dansk nej, vil det nok besinde sig og finde ud af at det er mindst lige så interesseret i et Europol-samarbejde med Danmark som Danmark vil være. Og en aftale vil komme i stand.

Som borger skal du selvfølgelig hverken lade dig tryne eller lokke af spinkle fordele til at stemme ja. At ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning på et tidspunkt, hvor ikke alle fordele og ulemper er fuldt belyst, er ren hasard.

Du kan roligt sætte dit kryds ved nej. Sådan sikrer du dig selv og nationen en tiltrængt tænkepause indtil vi har gjort erfaringer med EUs retspolitik og kan træffe valget på et oplyst grundlag. Du skal nok blive spurgt igen. Det kan vi garantere.

Læserbrev bragt i Helsingør Dagblad 1. december 2015.


Er du i tvivl – så stem nej!

JR nyHV4

Af Hedvig Vestergaard og Jørgen Raffnsøe, Helsingør

Vi skal stemme den 3. december om vi skal overlade det til Christiansborg politikerne at forvalte retsforbeholdet til gavn for borgerne.

Der er dog ingen som helst grund til at tro at de folkevalgte har bedre dømmekraft i EU-spørgsmål end borgerne. Det var borgerne, der sagde nej til euroen i september 2000. I dag kan enhver se hvor fatalt et medlemskab af Euroen ville være for Danmark. Lige stik imod hvad et kompakt flertal af de folkevalgte ville have gennemtrumfet dersom de havde haft magt.

Indrømmet. Det er noget mere kompliceret at vurdere om retsforbeholdet er til gavn for Danmark. Skal vi overlade det til politikerne at stemme fra gang til gang om hvilke områder af retspolitikken der skal overlades til EU? Risikoen her er: Har politikerne først bestemt at et område skal overgå til EU, kan politikerne ikke trække beslutningen tilbage. Bordet fanger.

Man bør overveje om EU er en holdbar institution på længere sigt. Der er noget der tyder på at det ikke er tilfældet. EUs håndtering af Grækenlandskrisen var mildest talt elendig. Grækenland blev fastholdt i et morads af bundløs gæld som der ikke er nogen udsigt til at det vil komme ud af. Schengen samarbejdet er brudt sammen. EU er åbenlyst ikke i stand til at forsvare sine ydre grænser hvilket flygtningestrømmen op gennem Europa viser. En af Europas mest fundamentale friheder: Bevægelsesfriheden er således truet!

Der skal være folkeafstemning i England i 2017. Der skal stemmes om landet i fremtiden skal være medlem af EU. Her kommer det an på om de krav, som Englands premierminister Cameron for nylig har fremsat, imødekommes af EU. Sker det ikke, hvilket er meget sandsynligt, vil briterne stemme sig ud af EU. Og så står Danmark i en ny situation.

Hvis du er i tvivl, er der al mulig grund til at trække vejret dybt og stemme nej den 3. december. Du vil fortryde et ja, for du vil aldrig blive spurgt igen.

Læserbrev bragt i Helsingør Dagblad 14. november 2015.


Færøerne og Grønland bør deltage i folkeafstemningen om retsforbeholdet

  Af Lave K. Broch (1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU), Bjørn ElmqLave Brochuist (advokat og tidligere MF for RV og V) og Ditte Staun (radikalt byrådsmedlem i Skive).

Den 3. december er der som bekendt folkeafstemning om Danmarks retsforbehold i EU. Et ja vil betyde, at et flertal i Folketinget – uden at spørge befolkningen – kan afgive suverænitet til EU inden for alle retspolitiske områder. Det vil også sige områder, der stadigvæk er fælles for hele Rigsfællesskabet. Derfor bør færinger og grønlændere – der jo er danske statsborgere – have ret til at deltage i en kommende folkeafstemning om retsforbeholdet.

Hvis regeringen nægter at lade de nordatlantiske vælgere stemme, vil det kunne føre til, at de nordatlantiske vælgere mister demokratiske rettigheder, uden at DitteStaun2de selv har haft indflydelse på det – med andre ord, at de bliver behandlet som i kolonitiden. Det kan vi ikke acceptere, og det bør ingen demokrat i Danmark kunne acceptere.

Rigsfællesskabet med Færøerne og Grønland har rødder helt tilbage til 1380. I dag kendetegnes Rigsfællesskabet af: en fælles statsdannelse »Kongeriget Danmark«, en fælles grundlov, et fælles statsoverhoved, et fælles statsborgerskab, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fælles retsvæsen, fælles valuta og fælles politik på en lang række områder.

Flere områder er inden for Rigsfællesskabets rammer overført til hjemmestyre- og bjornselvstyremyndighederne. Men adskillige politiske emner er stadigvæk fælles for Rigsfællesskabet, heriblandt en stor del af retspolitikken såsom frihedsrettighederne, politi, domstole, fængselsvæsen, pas, visum og udlændingepolitikken.

De områder, som er fælles inden for Rigsfællesskabet, kan – såfremt de er grundlovssikrede – kun ændres efter reglerne om grundlovsændring (paragraf 88), der kræver medvirken af folket, herunder også færøske og grønlandske vælgere. Områder, der er genstand for almindelige love, har Folketinget som sin højeste myndighed, og til Folketinget vælger færinger og grønlændere i alt fire medlemmer. Disse nordatlantiske mandater sikrer de nordatlantiske vælgere indflydelse over de fælles anliggender, på samme måde som vælgere i resten af landet indirekte sikres indflydelse gennem Folketinget.

I praksis har Færøerne og Grønland ikke deltaget i folkeafstemninger om EU (siden Grønland stemte sig ud for over 20 år siden). Begrundelsen har været, at områderne ikke var medlemmer af EU. Denne logik byggede på, at hjemmestyreordningerne sikrede Færøerne og Grønland selvstyre på de områder, hvor EU har kompetence, og at det ville være absurd, at de skulle have indflydelse på noget, de ikke var med i.

Men i løbet af de seneste årtier er EU i stigende grad blevet et projekt, som berører områder, der hører under Rigsfællesskabet med Færøerne og Grønland. De fire danske forbehold (unionsborgerskab, valuta, forsvar og retspolitik) har hindret en åbenlys og direkte kollision, men med en overstatslig retspolitik bliver det klart, at EU og Rigsfællesskabet er på kollisionskurs.

F.eks. har den tidligere justitsminister Mette Frederiksen (S) i 2014 svaret på et spørgsmål angående konsekvenserne for Færøerne af ændringen af Europol-samarbejdet fra mellemstatsligt til overstatsligt. Det fremgår af ministerens svar, at konsekvenserne vil være de samme for Færøerne og Grønland som for Danmark, idet Færøernes og Grønlands Politi udgør en selvstændig politikreds og er en del af dansk politi.

Justitsministeriet er dog nået frem til, at ”Uagtet om forbeholdet i sin helhed ophæves, eller om dette blot omdannes til en tilvalgsordning, kan der potentielt opstå det scenarie, at en dansk lov i sin helhed ophæves. I dette tilfælde kan der derfor samtidig være behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og Grønland ikke påvirkes heraf – eksempelvis ved at Folketinget vedtager en lov, der udelukkende gælder for Færøerne og Grønland”.

Dansk deltagelse i en overstatslig retspolitik i EU vil derfor enten direkte eller indirekte påvirke en helt central del af Rigsfællesskabet. Heraf følger, at færøske og grønlandske folketingsmedlemmers indflydelse på fællesanliggenderne tilsvarende vil blive begrænset, hvis Folketinget f.eks. giver EU overstatslig magt på det politimæssige område.

At EU bevæger sig ind på Rigsfællesskabets domæne, er ikke nyt. I forbindelse med euroafstemningen argumenterede den daværende regering for, at euroen kun kunne indføres på Færøerne og i Grønland på baggrund af en særlig afgørelse: »En eventuel dansk deltagelse i ØMU’ens tredje fase med fælles valuta betyder ikke nødvendigvis, at euroen bliver valuta på Færøerne og Grønland. Dette spørgsmål skal vi selv tage stilling til. Der er tale om et rigsanliggende« (Økonomiministeriet 1999).

Allerede dengang havde regeringen et asymmetrisk syn på, hvordan der bør lovgives om Rigsfællesskabets fællesanliggender. Tilsyneladende mente regeringen, at vi i den sydlige del af riget skal have indflydelse på, om Færøerne og Grønland skal afskaffe kronen til fordel for euroen, men ikke at det omvendte skulle være gældende. Færøerne og Grønland skulle, set ud fra denne holdning, blande sig udenom, når den sydlige del af riget ændrede på rigsanliggenderne, og derfor blev det besluttet, at Færøerne og Grønland ikke skulle deltage i afstemningen om dansk deltagelse i euroen i september 2000.

Vi finder, at dette er uholdbart, udemokratisk og diskriminerende over for færinger og grønlændere. I dag er det åbenlyst uacceptabelt, at regeringen forfægter det synspunkt, at Færøerne og Grønland ikke skal stemme om retsforbeholdet, fordi de ikke er med i EU.

I takt med EU’s ambitioner forudser vi en åbenlys kollision mellem EU og Rigsfællesskabet. Så længe Rigsfællesskabet består, er det derfor nødvendigt, at folkeafstemninger om rigsanliggender også afholdes på Færøerne og i Grønland.

Vi kan ikke acceptere, at Rigsfællesskabet undermineres af de EU-glade politikeres ønske om at afgive dansk suverænitet til EU.

Hvis regeringen eller andre myndigheder forsøger at forhindre en sådan afstemning, vil det ikke alene være et brud på elementære demokratiske spilleregler, men direkte ulovligt ifølge både dansk ret og den europæiske menneskerettighedskonvention. Enhver færing eller grønlænder vil kunne lægge sag an mod den danske stat og vil med meget stor sandsynlighed vinde sagen ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, såfremt danske domstole skulle afvise at behandle sagen.

Men de problemer, vi har rejst her, burde kunne løses politisk, og derfor opfordrer vi regeringen, det færøske hjemmestyre og det grønlandske selvstyre til at støtte kravet om, at folkeafstemningen om retsforbeholdet skal være åben for alle danske vælgere – også på Færøerne og i Grønland. Dette er det statsretlige og politiske minimumskrav i forhold til Rigsfællesskabet. Om dette er statsretligt tilstrækkeligt, tager vi ikke stilling til. Der er gode argumenter til støtte for den opfattelse, at tilvalgsordningen ikke lever op til Grundlovens krav om, at suverænitet kun kan afgives i nærmere bestemt omfang. Dette spørgsmål tager vi op i anden sammenhæng.

Kronik bragt i færøske Sosialurin 4. november 2015 og grønlandske Sermitsiaq fredag den 6. november 2015. En kortere udgave af kronikken er bragt i Information fredag den 6. november 2015.


10 argumenter for at bevare retsforbeholdet

Af Lave K. Broch, den 21. august 2015Lave Broch

Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen har meddelt, at vi skal have folkeafstemning om Danmarks retsforbehold (retsundtagelse) i EU torsdag den 3. december i år.

Lars Løkke Rasmussen og toppen af SF, S, R, V og K vil give EU overstatslig magt inden for retspolitikken.

De vil give EU overstatslig magt på områder som politimæssige forhold, strafferammer, overvågning af borgerne og udlevering af danske statsborgere til andre lande gennem det, de kalder “tilvalgsordningen”.

Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé!

Her er derfor ti argumenter imod at afskaffe retsforbeholdet i EU:

1. Mere demokrati med retsforbeholdet. Vi har størst indflydelse på retspolitikken, hvis vi bevarer retsforbeholdet. Med retsforbeholdet kan vi stille folketingspolitikerne til ansvar for den retspolitik, der føres i Danmark. Desuden er det Folketinget, der kan ændre lovene.
2. Mindre demokrati uden retsforbeholdet. Hvis vi afskaffer retsforbeholdet og indfører den såkaldte tilvalgsordning, bliver det EU-kommissionen, der får monopol på at stille lovforslag inden for de områder, hvor EU får magt, og det vil blive næsten umuligt for Danmark at ændre på retspolitikken, når den først er vedtaget i EU. Det vil være en svækkelse af demokratiet.
3. Afgivelse af suverænitet på retsområdet er en ensrettet vej også med tilvalgsordningen. Så længe vi er med i EU, vil det ikke være muligt for fremtidige folketing at trække områder inden for retspolitikken tilbage fra EU, hvis vi én gang har givet dem til EU. Dette betyder, at en ny sammensætning af Folketinget ikke kan ændre på retspolitiske spørgsmål, som EU har magt over.
4. Nej til overstatsligt politi i EU. Regeringen ønsker en folkeafstemning, fordi EU’s politienhed Europol skal blive en overstatslig politimyndighed. Men hvorfor i alverden skal EU have et overstatsligt politi? Er drømmen et EU-FBI? Og hvad vil det på sigt betyde for dansk politi?  Hvem skal holde øje med Europol, der er en meget lukket størrelse? Og hvordan kan vi retsforfølge Europol-ansatte, hvis de mistænkes for at have begået ulovligheder?
5. Nej til, at EU skal bestemme, hvordan danske borgere skal overvåges! Et af de områder, som kan forventes at blive overstatslige, er overvågningen af borgerne, f.eks. overvågning af borgernes e-mails, sms’er og telefonopkald.
6. Nej til overstatslig terrorlovgivning i EU! Der er ingen tvivl om, at vi skal gøre alt, vi kan for at bekæmpe og forhindre terrorisme. Men det er alt for farligt at afgive suverænitet på dette område til EU. Vi skal bevare demokratisk magt over al terrorlovgivning, så vi kan justere den, hvis og når retssikkerheden trues.
7. Nej til overstatslig EU-strafferet. EU skal ikke bestemme over den danske strafferet. EU-landene har ikke ens traditioner og opfattelser angående strafferetten. En overstatslig EU-strafferet vil derfor kunne true retssikkerheden i Danmark.
8. EU skal ikke have magt over regler for udlevering af danskere til andre lande. Danske borgere, der udleveres til andre EU-lande, har ikke samme grad af retssikkerhed som Danmark. I nogle lande er graden af korruption høj, og det gælder desværre også inden for retssystemerne. Hvis vi bevarer retsforbeholdet, får EU-domstolen heller ikke dømmende og tolkende magt over EU’s arrestordre. Hvis arrestordren bliver overstatslig, fanger bordet.
9. Danmark skal ikke blive en delstat i en kommende EU-stat! EU er ved at udvikle sig til en statsdannelse, og en overstatslig retspolitik med en overstatslig politistyrke er en del af dette projekt. Danmark skal ikke blive en delstat i Europas Forenede Stater.
10. Vi kan og skal samarbejde internationalt, uden at vi afgiver suverænitet! Vi kan samarbejde internationalt i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet, også hvis vi bevarer retsforbeholdet. Vi vil fortsat være med i Interpol, og vi kan etablere et samarbejde med Europol, netop som Norge, Island og Schweiz har gjort det.

NEJ til EU-staten – bevar retsforbeholdet!


Et fællesskab for livskvalitet

Et fællesskab for livskvalitet –

Forbundet af Europæiske Stater

Af Hedvig Vestergaard og Jørgen Raffnsøe

 

EU er i krise, og politikerne tier

Tiden er inde til at tænke helt nyt. Det gamle EU er ikke bygget af borgerne for borgerne og har aldrig fået folkelig legitimitet. Når borgerne endelig bliver spurgt, siger de fleste nej. Vi skal ikke bygge et samarbejde på ryggen af det gamle EU, som har spillet fallit. Den vision, vi beskriver her, indebærer fuldstændig nytænkning. Vi beder læseren løsrive sig fra alle gamle forestillinger om, hvordan det var og har været og kigge fremad på et landskab af åbne muligheder, hvor nogle helt andre værdier er omdrejningspunkt for civilisation og samarbejde.

Siden nej’et til EU-forfatningstraktaten i Frankrig og Holland i 2005 har EU været i krise. Da en første lammelse havde lagt sig, forsøgte en politisk elite at spinde en historie om at nej’et i Frankrig skyldtes at en »polsk blikkenslager« ville tage franske jobs, og at nej’et i begge lande først og fremmest var en protest mod regeringerne. Det havde derimod intet at gøre med forfatningens indhold, hed det.

Vi opfatter ikke krisen som et problem, men snarere som en chance til at få defineret hvad vi vil med et nyt Europa.

Den folkelige tilslutning til EU er ikke overbevisende. Den faldt i alle EU-lande i 2005. Og opbakningen til EU i Danmark kan vendes på meget kort tid. Det manglende engagement i EU har en væsentlig årsag: EU er konstrueret således, at der ikke er plads til borgeren. EU er for eliten og eksperterne. De har alle rettighederne, og borgerne bærer alle pligterne. EU producerer så mange sider lovstof, at ingen parlamenter eller journalister har mulighed for at følge med – og borgerne, som skal betale til og leve i denne virkelighed, kan slet ikke.

Siden Maastricht-traktaten, som vi stemte nej til i 1992, men tiltrådte i en let beskåret anretning i 1993, har kun få politikere herhjemme profileret sig på EU. EU var og er ikke en populær sag. Som vi skrev i bogen »18. maj 1993 – et politisk bedrag?« var der:

»… faktisk en del nøglepersoner blandt politikere, som holdt en bemærkelsesværdig lav profil op til folkeafstemningen den 18. maj 1993. Ét er at lægge mærke til, hvad der bliver sagt af dem, der siger noget. Men det kan ofte være interessant at bemærke, hvem der ikke siger noget. Hvorfor sagde for eksempel en Anders Fogh Rasmussen eller en Ivar Hansen meget lidt dengang? Det drejede sig trods alt om topplacerede politikere højt oppe i et karriereforløb. Måske var de helt enige i Venstres EU-politik. Men hvorfor investerede de ikke prestige i Unionen?«

Der hersker tilsyneladende en stiltiende aftale mellem toppolitikerne om, at man ikke skal diskutere EU-forfatning eller indførelse af Euroen, fælles forsvar eller fælles udenrigspolitik. Det peger tydeligt på en herskende politikerklasse, der træffer beslutninger, som vi må finde os i – os, der må bære konsekvenserne. Det er udemokratisk.

Udviklingen i det politiske system har en parallel i det økonomiske system, hvor der er sket en polarisering på arbejdsmarkedet i Europa. De, der ligger i toppen, har det bedre end nogen sinde, de udstødte, uuddannede og syge på overførsler ligger i bunden, mens den store midtergruppe af arbejdere og funktionærer i vidt omfang erstattes af kontraktansatte, konsulenter og andre.

Uden for det officielle system har vi de illegale arbejdere, som ikke har krav på noget som helst. Især erhvervsfolk, men også mange ledende politikere benytter enhver lejlighed til at sige, at vi på grund af mangel på arbejdskraft må tiltrække indvandrere – især kvalificerede indvandrere – til at påtage sig de jobs som i øjeblikket ikke er besat. Samtidig står 900.000 borgere i Danmark uden for arbejdsmarkedet.

 

Visionen for fremtiden

Vores vision handler om et frivilligt samarbejde mellem befolkninger, regioner og stater – et frivilligt, men forpligtende samarbejde. Den handler også om udvikling af demokratiet med borgerdeltagelse, ansvar og initiativret. I vores vision er livskvalitet sat i centrum – ikke stormagtsdrømme, økonomisk overlegenhed eller topstyring af alle dele af samfundet. Vi skal skabe et alternativ, hvor hver enkelt borger bliver taget alvorligt, hvor der er bevægelsesfrihed, plads til drømme og fornyelse, muligheder og friheder, så vi sammen kan skabe et bedre samfund på grundlag af borgernes ønsker. Dette alternativ kalder vi Forbundet af Europæiske Stater.

I Forbundet af Europæiske Stater skal der samarbejdes om at sikre medlemmerne – stater, regioner og borgere – deres grundrettigheder samt retten til at arbejde for at nå de mål, der kan forbedre deres livskvalitet på alle områder, både individuelt og socialt. Staten skal arbejde for borgerne, ikke omvendt. Borgernes personlige og politiske grundrettigheder skal sikres. Demokratiet skal på alle niveauer videreudvikles i retning af mere deltagelse og direkte demokrati, hvor borgere og grupper af borgere kan kræve lovforslag sendt til folkeafstemning og fremsætte lovforslag, som skal behandles i det politiske system (initiativret).

Retten til information er også vigtig: Borgeren skal have adgang til al information vedrørende staten og offentlig virksomhed. Alle skal have ret til at søge og blive valgt til offentlige og politiske hverv. Undervisning og oplysning om politisk deltagelse, demokrati og det at være borger skal være obligatorisk.

Langsigtede og bæredygtige løsninger må gå forud for den enkelte borgers og den enkelte virksomheds ønske om at opnå den størst mulige gevinst for sig selv; livskvalitet rækker ud over det rent materielle.

Forbundet af Europæiske Stater

Hvad er Forbundet af Europæiske Stater?

Det er en model for udviklingen i Europa, som tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse. Modellen skal udvikles i samarbejde mellem staterne over de næste 50 år. Det er en funktionel stat, hvilket betyder at den arbejder på at nå sit mål: bedre livskvalitet. Den kan ikke tillægge sig selv yderligere funktioner som for eksempel at blive en økonomisk supermagt. Når den har nået sit mål, skal medlemsstaterne vurdere, om de vil opretholde Forbundet, nedlægge det eller starte noget helt andet.

Der er altså ikke tale om en forbundsstat som den, vi kender fra USA eller Tyskland. Der er tale om et statsforbund, hvor medlemsstaterne ikke mister deres uafhængighed.

Formålet er at forbedre livskvaliteten i Europa. Forbundet skal hjælpe de enkelte stater med at nå målet om forbedret livskvalitet for borgerne. Derfor må Forbundet ikke blande sig i staters eller regioners suverænitet eller udstede direktiver, som staterne skal indføre.

Forbundets grundlæggende princip skal være decentralisering. Det skal opmuntre til, at problemer løses på det niveau, hvor de er opstået. Hvis en opgave, der falder ind under medlemsstaternes domæne, ikke løses eller kun løses i få medlemsstater, skal Forbundet kunne tilskynde til, at opgaven bliver løst af partnerskaber mellem de medlemsstater, der har interesse i at få opgaven løst. Forbundet af Europæiske Stater må ikke selv gå ind og overtage en opgave. Forbundet kan finansieres gennem skatter, hvis det besluttes af medlemsstaterne.

 

 

Forbundets grundlov

Forslag til en grundlov for Forbundet af Europæiske Stater skal skrives af en grundlovgivende forsamling. Forslaget skal sættes til afstemning i de berørte lande på samme dag til forkastelse eller vedtagelse i det enkelte land.

Halvdelen af medlemmerne af denne forsamling skal vælges direkte af vælgerne i de stater, der ønsker at være med til at danne Forbundet; den anden halvdel skal udpeges af medlemsstaternes parlamenter.

Grundloven skal hvile på følgende principper:

  1. Retsprincippet: Regeringen må kun udøve sin autoritet i overensstemmelse med skrevne love.
  2. Magtdeling: Magten må deles i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Der skal ikke være tale om et præsidentsystem som i USA, men om et parlamentarisk system, hvor den udøvende magt udspringer af den lovgivende magt
  3. Princippet om demokrati: Forbundet af Europæiske Stater skal være et repræsentativt demokrati, som vi kender det i Danmark, men med stærke elementer af direkte demokrati. Borgerne skal nemlig have ret til at kræve et lovforslag sendt til folkeafstemning, og de skal også have ret til selv at fremsætte lovinitiativer, der skal sendes til folkeafstemning.

Grundloven skal derudover indeholde bestemmelser om følgende elementer:

 

  1. Regler for medlemskab: adgang til samarbejdet og udtræden af samarbejdet
  2. De forskellige former for grundrettigheder
  3. Afstemningsformer, herunder regler for folkeafstemning og initiativret
  4. Forbundets institutioner
  5. Beskyttelsen af grundloven – Forfatningsdomstolen
  6. Forbundets opgaver

 

Opgavefordelingen mellem staterne og Forbundet

Opgavefordelingen mellem medlemsstaterne og Forbundet må være styret af, at Forbundet af Europæiske Stater skal varetage opgaver, der er vigtige for at opfylde Forbundets formål om mere livskvalitet og at opretholde Forbundets forhold til lande og organisationer uden for Forbundet, for eksempel FN, Verdenshandelsorganisationen WTO og lignende.

En stat skal kunne vælge helt eller delvist at forlade Forbundet. En stat skal have ret til at samarbejde med og indgå aftaler med andre stater, også med stater uden for Forbundet.

Enhver stat, der har landområder i Europa, må kunne blive medlem af Forbundet under forudsætning af den har vedtaget og ratificeret forfatningen for Forbundet, og at den i sin egen grundlov har indskrevet de umistelige grundrettigheder.

Medlemsstaterne grundlægger, skaber og udvikler Forbundet af Europæiske Stater, og de samordner forholdet mellem Forbundet og regionerne. Staterne løser opgaver vedrørende den nationale infrastruktur såsom telefon, elektricitet, vand, veje, jernbaner mv. og har ret til at udskrive skatter.

Medlemsstaterne har ansvaret for at udvikle, beskytte og garantere de udvidede grundrettigheder.

Det overordnede formål for en stat er forbedring af livskvalitet – intet andet. Statens opgaver består i at organisere og udøve sociale funktioner i form af tjenesteydelser til et fællesskab af borgere eller særlige ydelser til den enkelte borger.

 

Regionernes rolle

Hver stat er underopdelt i regioner, som har et vist selvstyre i forhold til staten og for eksempel kan udskrive skatter. Regionerne skal stå for løsning af de sociale opgaver og opbygge egne systemer, ligesom de skal løse opgaver vedrørende regional infrastruktur og undervisning, sundhedsvæsen, sociale institutioner m.v. De skal også kunne have egne pengesystemer som værdiopbevaringsmiddel.

Regionerne skal have direkte indflydelse på forbundsniveau, idet de sender repræsentanter til Regionernes Hus som er andetkammeret i Forbundets lovgivningsmagt. De sender også en repræsentant til kammeret for internationale aftaler, som ligeledes hører ind under Forbundets lovgivningsmagt.

Regioner inddeles i distrikter eller kommuner, som er det politiske niveau, der er tættest på borgeren.

Kommunerne varetager den lokale infrastruktur og den offentlige service over for borgerne såvel som kulturopgaver. Kommunerne har ret til at udskrive skatter i relation til håndtering af affald. Affald skal naturligvis forståes meget bredt – udledning af miljøbelastende og skadeligt stof – og ikke alene dagrenovation. Det er meget vigtigt at flytte skatter og afgifter til noget der fremmer bæredygtig produktion og adfærd, både på kort og lang sigt.

 

Forbundet af Europæiske Stater

I Forbundet af Europæiske Stater er den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt adskilt. Lovgivningen varetages af et parlament, et andetkammer og et kammer for internationale aftaler. Den udøvende magt varetages af en regering; den dømmende af en forfatningsdomstol. Kammeret for Internationale Aftaler er en ny form for parlament, som skal sikre åbne og demokratiske beslutningsprocesser omkring internationale aftaler, og at aftalerne løbende evalueres og justeres. Endelig er der partnerskaber, der arbejder for at løse specielle opgaver.

Medlemmerne af Parlamentet er direkte valgt ved demokratiske valg blandt alle borgere i medlemsstaterne. Parlamentsmedlemmerne vælges for 4 år ad gangen. Ved valgene anvendes det enkelte lands valgsystem. Medlemsstaterne har mandater i forhold til indbyggertal.

Bortset fra internationale aftaler underskrives eller forkastes alle lovforslag af Parlamentet. Medlemmerne af Andetkammeret vælges i regionerne (delstater eller underinddelinger af lande) og skal repræsentere den region, hvor de er valgt. Hver region sender to repræsentanter til Regionernes Hus. De vælges direkte ved demokratiske valg i regionerne. De vælges for seks år ad gangen, men således at en tredjedel af medlemmerne er på valg hvert andet år.

Andetkammerets formål er at beskytte kulturliv og det lokale liv i regionerne.

Andetkammeret underskriver eller forkaster love vedrørende regionerne. Det har også veto over lovgivning fra Parlamentet. De internationale aftaler, der forhandles af regionerne, skal underskrives af Regionernes Hus såvel som af Kammeret for Internationale Aftaler.

Medlemmerne af Kammeret for Internationale Aftaler kommer fra regionerne og medlemsstaternes parlamenter. Hver region sender 1 delegeret til kammeret. Den delegerede vælges ved direkte valg for 8 år ad gangen. Medlemsstaternes parlamenter sender en delegeret, der vælges for 4 år ad gangen. En fjerdel af de delegerede, der vælges i regionerne, er på valg hvert andet år.

Dette kammer skal forestå alle opgaver, der har at gøre med at udforme, tiltræde og evaluere internationale aftaler. Da sådanne aftaler kan have vidtrækkende konsekvenser og være meget komplekse, er det vigtigt, at alt er grundigt belyst, før de indgås. Desuden skal aftalerne løbende vurderes og optimeres. På grund af kompleksiteten på dette område er det vigtigt, at de folkevalgte repræsentanter opnår stor ekspertise, og derfor er valgperioden for dem på 8 år.

Kammeret har alene ansvaret for at underskrive eller forkaste de aftaler, der bliver forhandlet af Ministeriet for Internationale Aftaler eller regionerne.

For at kunne underskrives skal en aftale vedtages med et flertal af medlemmernes stemmer.

Kammeret for Internationale Aftaler undersøger vedtægterne i de internationale organisationer, som Forbundet er medlem af.

Kammerets revisionsafdeling undersøger og analyserer resultater på alle niveauer af hver international aftale, som Forbundet har ratificeret, for at se om den lever op til forventningerne.

Hvis man som borger mener, at der er problemer med en international aftale, kan man henvende sig til Kammerets klagekommission for at få den evalueret.

Borgerne kan også få sendt en international aftale til folkeafstemning ved at indsamle et tilstrækkeligt antal underskrifter.

 

Regeringen

Regeringen varetager den udøvende magt og forestår løsning af de fælles opgaver inden for de rammer, som er fastlagt af den lovgivende magt. Regeringens medlemmer kan ikke varetage andre politiske poster og kan for eksempel ikke være medlem af et parlament. Den første leder af Forbundets regering vælges af en valgforsamling af repræsentanter fra medlemsstaternes parlamenter. Senere regeringsledere vælges af Forbundets parlament (og godkendes eventuelt af Andetkammeret og Kammeret for Internationale Aftaler).

Forbundets regering har en række ministerier: Grundrettigheder, Udenrigsforhold og Internationale Aftaler. Ministerierne varetager fælles anliggender for at fastholde Forbundets formål internt og i forhold til omverdenen. Regeringslederen er ansvarlig for de enkelte ministeriers budgetter, og Forbundets overordnede kompetence vedrører alene ministeriernes områder.

Ministeriet for Grundrettigheder har til opgave at formulere, udvikle, garantere og beskytte de umistelige grundrettigheder. Ministeriet står for at ratificere og varetage de internationale menneskerettighedskonventioner.

Udenrigsministeriet varetager Forbundets fælles udenrigspolitik, dets repræsentation i internationale organisationer og den diplomatiske service og virksomhed uden for Forbundet.

Ministeriet for Internationale Aftaler varetager spørgsmål som told, turisme, visa, kultur og videnskabeligt samarbejde. Vigtige områder er aftaler vedrørende globalt miljø og internationalt samarbejde i al almindelighed. Ministeriet forhandler, analyserer og vurderer internationale aftaler vedrørende handel, told osv.

Ministerier for forsvar og evt. rumanliggender kan også blive aktuelle for at staterne i Forbundet kan varetage forsvarsopgaver og – på længere sigt – udforskning af det ydre rum.

 

Beskytteren af forfatningen – Forfatningsdomstolen

Denne institutions opgave er først og fremmest at beskytte grundrettighederne.

Beskytteren af forfatningen undersøger og analyser desuden resultaterne af Forbundets lovgivning, og institutionen kommer med anbefalinger til, hvordan reglerne kan føres bedre ud i livet. Institutionen skal lytte til klager fra Andetkammeret samt fra borgere og regioner og regeringer i medlemsstaterne for at komme eventuelt magtmisbrug til livs. Den skal kunne uddele sanktioner og for eksempel afsætte embedsmænd, der har gjort sig skyldige i alvorlige forseelser. Den skal kontrollere, at magtdelingen fungerer efter hensigten.

Under denne institution hører Forfatningsdomstolen. Domstolen tager sig af sager vedrørende personlige og politiske grundrettigheder. Endvidere bilægger den uoverensstemmelser mellem Forbundets institutioner, mellem medlemsstater og mellem medlemsstater og Forbundet.

Beskytteren af forfatningen og dommerne i forfatningsdomstolen udpeges af et valgmandskollegium, som er bredt sammensat af parlamentsmedlemmer og lægfolk. Lægfolkene i valgmandskollegiet vælges af for eksempel kirker, fagforeninger, forbruger- og producentorganisationer, menneskerettigheds­organisationer og miljø- og naturbeskyttelses-organisationer.

 

Partnerskaber

Partnerskaber er frivillige sammenslutninger, hvor borgere, kommuner, regioner og stater, virksomheder, organisationer m.v. sammen løser specielle opgaver. Det kan være opgaver vedrørende miljø, undervisning, sundhed, forskning, produktion og forbrug mv. Partnerskaber kan gå på tværs af medlemslande, regioner og kommuner, og de kan også omfatte parter uden for Forbundet. Forfatningen sikrer retten til at danne og deltage i partnerskaber, og den fastsætter betingelser for adgang og udmeldelse samt betingelser for partnerskabernes finansiering.

Forbundets institutioner udvikles løbende, efterhånden som demokratiet bliver udbygget gennem en øget grad af direkte deltagelse og flere initiativer fra borgere og grupper af borgere.

 

Processen indtil 2060

Vi står ved indgangen til en ny æra, hvor vi skal opbygge en ny model for udviklingen i Europa og for staternes samarbejde med resten af verden – Forbundet af Europæiske Stater.

Processen kan opdeles i tre faser.

I en første fase fra 2006 til 2020 gennemføres et grundlæggende arbejde med at etablere Forbundet, herunder at formulere kravene til medlemsstaterne.

Det indebærer opbygning af en forfatning, som kan vedtages af en forfatningsgivende forsamling på et fælles europæisk niveau såvel som i de enkelte stater. Kvaliteten af og tilslutningen til forfatningen skal prøves både i en forsamling af folkevalgte, der alene har til opgave at skabe en forfatning, og ved folkeafstemninger om forfatningen i de enkelte lande. I forbindelse hermed skal der også stemmes om overgangsordninger og procedurer for at det enkelte land kan slutte sig til Forbundet. For at vedtage forfatningen skal tre fjerdedele af medlemmerne af forfatningsforsamlingen stemme for, og der skal være almindeligt flertal for forfatningen ved folkeafstemninger i de enkelte lande. Et land tilsluttes, når disse betingelser er opfyldt, samtidig med at landets forfatning også opfylder kravene til at deltage i Forbundet.

Når de fleste lande i EU har tilsluttet sig Forbundet, overtager det formandskabet i EU-kommissionen og senere også Rådets opgaver. EU-Parlamentet er ikke længere nødvendigt og nedlægges. Denne fase slutter, når Forbundet er endeligt etableret. EU er udfaset og rettigheder, pligter og aktiver er overført til Forbundet.

Alle EU’s medlemsstater har nu tilsluttet sig Forbundet, og i en næste fase fra 2020 til 2050 gennemføres programmer og projekter, som skal sikre befolkningerne mere livskvalitet.

I fasen fra 2050 til 2060 konsolideres de fremskridt, som er nået. Situationen er karakteriseret ved, at der er etableret en social økonomi, hvor individuel profitmaksimering er afløst af, at fællesskaber eller partnerskaber sikrer kvalitet og bæredygtighed. Økonomien kontrolleres ikke af individer, men af partnerskaber.

Økonomi vil få en mindre betydning, mens miljøet bliver en meget vigtigere faktor. Der vil være fokus på at sikre et intelligent samspil mellem økonomi og miljø, for eksempel ved at indføre afgifter på udslip af CO2 i stedet for skat på arbejde. I den forbindelse vil forhold vedrørende resurserne i det ydre rum også få større vægt, for eksempel mulighed for miljøsikker deponering af farligt affald.

Endelig skal det fremhæves, at spørgsmålet om internationale aftaler bliver vigtigt, idet mulighederne for at sikre livskvaliteten i Forbundet af Europæiske Stater afhænger af global livskvalitet, herunder af det globale miljø.

 

 


“Anti-europæerne” slår til igen

“EU-modstanden virker hensygnende. Fra venstre side har SF taget ansvar ved at tilslutte sig en pro-europæisk linje, og fra højre side er Dansk Folkeparti larmende tavst” (Politikens leder den 8. februar 2011).

Af Bjørn Elmquist (advokat og tidl. radikal MF), Ditte Staun (radikalt byrådsmedlem og talsperson for Folkebevægelsen mod EU) og Jørgen Raffnsøe og Lave K. Broch (ordførere for Radikalt EU-kritisk Netværk).

Bragt i Politiken den 10. marts 2011

EU-modstandere er imod Europa. De er anti-europæere. De er uansvarlige. De er fra det yderste venstre og det yderste højre, men nu er det yderste højre alene om EU-modstanden. EU-modstanderne er en uddøende race. Er det det billede Politikens leder prøver at tegne af danske EU-modstandere og EU-kritikere i det ovennævnte citat?

Ja, det tror vi faktisk det er. Hvis det kun var denne leder, som var usaglig, så kunne man grine lidt af det og gå videre med dagens gøremål. Men problemet, er at dette ikke er et enkeltstående eksempel. Vi mener, at der er tale om en generel politisk mobning af EU-modstandere og EU-kritikere. Vi har alt for mange gange oplevet, at danske EU-tilhængere og EU-positive medier prøver at nedgøre eller ligefrem latterliggøre dem, der kritiserer EU eller EU’s udvikling.

Vi oplever, at EU-pro politikere prøver at undgå debat om EU og EU’s udvikling. Vi oplever, at EU-tilhængere får markant flere offentlige støttekroner til deres udlægning af EU-spørgsmålet. Vi har oplevet, at en overvismand blev truet fordi han ikke sagde det om euroen, som S-R regeringen ønskede. Vi har oplevet, at den efterfølgende V-K regering målrettet gik efter at undgå en dansk folkeafstemning om Lissabon-traktaten, og at regeringen nægter at fortælle, hvad de sagde til det tyske formandskab, da kansler Angela Merkel undersøgte hvordan EU-landene kunne undgå folkeafstemninger om Lissabon-traktaten.

Vi har oplevet, at regeringen indædt kæmpede mod almindelige borgeres ret til at få retligt prøvet, om der skulle have været folkeafstemning om Lissabon-traktaten, og at regeringens advokat lagde op til, at sagsøgerne skulle betale alle sagsomkostninger, selv om stats- og udenrigsminister kan hæve deres udgifter i statskassen. Hvilket de to ministre også gjorde, efter de af Højesteret blev pålagt at betale 101.500 kr. til sagsøgerne i Lissabon-sagen.

Vi oplever også, at EU-kritikken og EU-modstanden har fremgang uden, at medierne reelt reflekterer over det. I andre lande kan vi se, at der stemmes nej til nye EU-traktater (Frankrig, Holland og Irland). Målinger viser også stor kritik eller modstand f.eks. i Estland, hvor et klart flertal i befolkning var imod euroen, men hvor regeringen holdt fast i, at den skulle indføres uden en folkeafstemning.

I Norge viser den seneste måling, at mere end 65 % af befolkningen siger nej til EU-medlemskab (Sentio), og i Island viser alle målinger, at befolkningen vil stemme nej til EU-medlemskab, men også i Danmark er der fremgang for EU-kritikken og EU-modstanden.

Selv om JuniBevægelsen er nedlagt, så fik Folkebevægelsen mod EU 70.000 flere stemmer ved det seneste EU-parlamentsvalg. Konservativ Ungdoms landsråd har flere år i træk bekræftet deres modstand mod euroen. Ved det sidste KU-landsråd stemte 40 % af de unge konservative desuden for dansk udmeldelse af EU. Venstre Ungdom – det mest EU-positive ungdomsforbund i lange tider – er også blevet modstandere af euroen. Det er jo en sensation. Men hvor var mediedækningen?

Den tidligere socialdemokratiske minister Ivar Nørgaard har fortrudt, at han skrev under på Rom-traktaten og dermed Danmarks indlemmelse i EF. I Det Radikale Venstre har der længe været et aktivt EU-kritisk mindretal, men alligevel tales der ofte om, at EU-kritikken kommer fra yderfløjene. Det burde være logik selv for journalister, at når et flertal af danskerne stemmer nej til Maastricht-traktaten og euroen, så kan det ikke kun være yderfløjene, der er EU-modstandere eller EU-kritiske.

Modstanden mod EU findes i alle partier, i alle samfundsgrupper og i alle dele af Danmark. Når SF’s ledelse er blevet så magtliderlige, at de sælger ud af arvesølvet lige fra udlændingepolitikken til EU (undtagen euroen), betyder det ikke, at EU-kritikken bliver mindre, men, at afstanden mellem befolkningen og Christiansborg vokser.

At en seriøs avis som Politiken mener, at SF er blevet ansvarligt fordi det er blevet mere pro-EU viser bare, hvor overfladisk debatten om EU er blevet. Ansvar drejer sig ikke om at blive “salonfæhig” og klar til regeringsmagt, hvis man samtidigt lukker øjnene for virkelighedens udfordringer og svigter egne værdier. Og det er netop hvad SF gør, ikke mindst angående EU’s militære udvikling og EU’s retspolitik. Vi står faktisk helt uforstående overfor, at fremtrædende SF’ere mener, at EU ikke har noget ansvar for EU-landenes våbeneksport, når det er 1) EU, der afgør, om der skal være våbenembargoer mod andre stater, 2) EU, der har lavet et adfærdskodeks for våbenhandel og 3) EU, der har etableret et forsvarsagentur, der arbejder for at styrke EU’s våbenindustrier. Et agentur Danmark ikke er med i på grund af forsvarsundtagelsen.

EU er samlet set verdens største våbeneksportør. Unionens udenrigsminister, Catherine Ashton, vil sågar sælge våben til Kina. En diktaturstat, der vedvarende krænker menneskerettighederne og som truer Taiwan. Ashton har endnu ikke haft succes med sit våbensalgsfremstød i forhold til Kina, men desværre sælger unionen våben til andre diktaturstater. F.eks. ophævede EU våbenembargoen overfor Libyen for en del år siden. Men landet har samarbejdet med EU om at modtage flygtninge, og derfor ser unionen stort på menneskerettigheder og fred. Det ser dog ud til, at EU igen vil indføre sanktioner mod Libyen, men dette ændrer ikke ved, at det på grund af EU’s våbenhandel ofte vil være EU-våben, som bruges når demonstranter i Libyen angribes af regimet. EU gør os endnu en gang medansvarlige i at mennesker undertrykkes.

Den seneste tid har der dog været en markant og bred kritik af EU’s samarbejde med og støtte til udemokratiske regimer i Tunesien, Egypten og Libyen. Danske mediers kritik heriblandt Politikens af EU’s udenrigspolitik glæder os naturligvis, men for mange læsere må det føles som et lyn fra en klar himmel. Vi har længe hørt, at med en fælles politik i EU bliver alt bedre, men virkeligheden er ikke så simpel. EU sætter ofte egne interesserer, især pengeinteresser, højere end folkestyre, menneskerettigheder, fred og folkeret. Dette gælder ikke kun i for hold til Tunesien, Egypten og Libyen.

Kendsgerningen er, at EU-tilhængere og danske medier ofte lukker øjnene.

Danmark er faktisk på grund af EU medansvarlig for de begivenheder, der førte til borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina. Vi accepterede nemlig en alt for hurtig anerkendelse af Kroatien på trods af advarsler fra FN’s generalsekretær.

EU gjorde os også medansvarlige for at fredsprocessen i Sri Lanka blev smadret – fordi vi var med til at terrorstemple den ene part i konflikten. Det på trods af advarsler fra en svensk general, der var chef for den internationale fredsmission i landet.

Vi er medansvarlige for, at EU har undergravet FN’s fredsarbejde i Vestsahara – fordi vi indgår aftaler med Marokko om fiskeri i Vestsaharas territorialfarvand på trods af at dette land er delvist besat af Marokko, og at FN forsøger at finde en fredsløsning.

Vi er medansvarlige i, at EU støvsuger afrikanske farvande for fisk. Vi har accepteret, at EU alt for mange gange har svigtet i kampen for menneskerettigheder f.eks. har man i Kosova set i gennem fingrene med alvorlige overgreb – selv om man havde ansvaret for administrationen af området. EU’s udenrigspolitik er ikke i tråd med, hvad mange danskere ønsker.

EU-pro politikere vil sige, at EU er en kampplads som Folketinget, regionerne og kommunerne. Men så har de ikke læst Lissabon-traktaten, som de støtter og ikke ville have folkeafstemning om. EU er nemlig ikke en kampplads som alle andre politiske niveauer, fordi EU-traktaten i flere tilfælde allerede har besluttet, hvad der skal prioriteres. Den slår f.eks. fast, at EU-landene skal forbedre deres militære kapaciteter (artikel 42, stk.3), men ikke noget om at styrke hospitalerne eller folkeskolen. Og for euro-landene slår traktaten også fast, at prisstabilitet skal prioriteres. Det betyder, at velfærd og beskæftigelse kommer i anden række, for de lande der er med i euroen.

Euro-tilhængere har længe påstået, at det er usolidarisk at have en flydende krone fordi, hvis den falder i værdi så eksporterer man sine problemer. Men hvor solidarisk er det, at euro-lande skærer i velfærd og løn for at blive konkurrencedygtige? Med en flydende valuta, der falder i værdi, ved man i det mindste, at byrden fordeles jævnt i hele landet. EU’s opskrift betyder nedskæringer, der rammer bestemte og ofte sårbare grupper samtidigt med, at euroen faktisk falder overfor omverden.

Danske EU-pro politikere er fulde af løgn når de vil bruge “kamppladsen” til at føre en politik, der ikke er mulig fordi den strider imod EU’s grundlag. Et eksempel er forslaget om at afskaffe EU’s rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg. For rejsecirkusset er jo også beskyttet af traktaten. Derfor burde politikerne have rejst spørgsmålet, da de vedtog traktaten. Men de samme politikere ønskede jo ikke nogen reel debat om traktaten før den blev vedtaget.

Medierne har også et stort ansvar for, at det er gået så galt. De vælger oftest EU-pro eksperter når der skal kommenteres om EU. Dette gælder f.eks. Politikens ensidige fokus på “problemer” med retsundtagelsen i EU (f.eks. den 4. februar). Der henvises ofte til eksperter, der siger, at Danmark får problemer f.eks. med bekæmpelse af menneskehandelen, hvis vi ikke hurtigt afskaffer vores retsundtagelse. Helt galt gik det for politiken.dk med overskriften den 13. december: “Danmark kan blive et fristed for menneskehandel”. Tak for kaffe! Hvad med, at journalisterne lige trak vejret og tænkte sig om.

Norge er et foregangsland i kampen mod menneskehandel, og hvis det kun er EU, der kan bekæmpe menneskehandel, så må Norge og Schweiz allerede være “de værste fristeder” for menneskehandel i Europa. Nu bliver Danmark så et ligeså “skummelt land”, fordi vi ikke har afgivet vores suverænitet til EU på retsområdet. Hvad med, at Politiken eller andre medier satte sig sagligt ind i de EU-forhold de skriver om og i det mindste viderebragte et alsidigt billede, der også inkluderer EU-kritiske personer. I sagen om menneskehandel er det relevant at spørge danske tilhængere af retsundtagelsen og eksperter, som giver et alsidigt billede. Måske kunne Danmark også blive et foregangsland. EU vil alligevel have interesse i et samarbejde med os på samme måde som de har det med f.eks. Norge, Schweiz og USA i kampen mod menneskehandel. Det er helt urealistisk, at vi bliver et “fristed” for menneskehandel for hvem i Danmark støtter det. Hvis vi bevarer retsundtagelsen, kan vi selv bestemme, hvad vores lovgivning på området skal være. Derfor må den pågældende artikel opfattes som et debatindlæg, og ikke som en alsidig information til Politikens læsere.

Den danske EU-debat er kørt af sporet. Det gavner ikke Danmark, at vi ikke kan have en saglig og alsidig debat om EU. Uden en alsidig debat kan vi ikke få belyst alle de sider af forskellige spørgsmål, som et velfungerende demokrati forudsætter. Forskellige holdninger, der krydser klinger, og som synliggør svagheder ved politikker og love fører til bedre resultater. Det gavner os alle, at vi har et demokrati, hvor folk engagerer sig. Jo mere offensivt man bekender sig til ytringsfriheden, desto større omhu skal man som medie desuden udvise i administreringen af ytringsadgangen.

Vi er trætte af den dårlige danske EU-debat. Vi er trætte af den ensidige måde flere danske medier fremstiller EU-spørgsmål på, og hvordan de prøver at stemple EU-modstandere og EU-kritikere. Der er tale om en udemokratisk og arrogant måde at kommunikere på. Hvis man kunne tale om politisk mobning så er det faktisk det EU-kritikere og modstandere oplever i Danmark.

Vi vil derfor opfordre til, at EU-pro medier, som Politiken, og EU-tilhængere generelt begynder at respektere deres politiske modstandere. Vi har ikke tænkt at stoppe vores kritik af EU. Vi kan love, at vi vil forholde os til det, der sker i EU, og hvad vores modstandere mener. Men vi synes, at det danske demokrati er svækket, hvis man stempler EU-kritikere og modstandere som “anti-europæere” fordi vi ikke siger ja til EU’s politiske projekt. Internationalt samarbejde er for os alle, og netop fordi vi tror på et skæbnefællesskab i Norden, Europa og verden, er vi engagerede.


Debat: Skam jer, folketingsflertal!

Europagten undergraver

Af DITTE STAUN OG LAVE K. BROCH

Bragt i Kristeligt Dagblad den 11. april 2011

Et folketingsflertal har nu sagt ja til, at Danmark skal tiltræde Europagten. Der har ikke været tid til debat, og Danmark skal fremover hvert år stå skoleret i EU om landets finanser.

EU vil nu få indflydelse på pensionsforhold, lønudvikling og skat. Hvad vi end mener om pensionsalder og førtidspension, så er det da ikke noget, EU skal blande sig i. I EU er det vidt forskellige opfattelser af velfærd, og der er ingen tvivl om, at den nordiske velfærdsopfattelse ikke ligefrem er dominerende.

Vores respekt for ledelsen i de fem partier, der støtter Europagten er mildest talt væk. Folketingsflertallet bør skamme sig. De har svigtet helt elementære demokratiske spilleregler.

Europagten blev vedtaget helt udemokratisk. Der har været 12 dage til diskussion efter, at pagten blev præsenteret.De færreste danske politikere kan kende konsekvenserne af denne pagt og værdien af de garantier, som ikke mindst SF har stillet, er mildest talt tvivlsom.

Vi kan ikke forstå, at partier, som bekender sig til demokrati kan støtte en proces, hvor der ikke er tid til debat.

Vi kan ikke forstå, at Danmark skal være med, nu når lande som Sverige og Storbritannien siger nej. Der findes ingen saglig grund for dette hastværk. Folketings-flertallet kunne i det mindste have udskudt beslutningen.

Danmarks befolkning har stemt nej til euroen og det bør respekteres af Folketinget. Et dansk medlemskab af Europagten undergraver dette nej. Det eneste ærlige ville have været, hvis folketings-flertallet sendte euro-undtagelsen til folkeafstemning sammen med Europagten.

Men at svigte demokratiet på denne måde er aldeles forkasteligt.

De folketingsmedlemmer, der har støttet denne pagt bør simpelthen skamme sig. I har svigtet demokratiet, og I er med til at undergrave det nordiske velfærdssamfund og folkets nej til euroen. Skam jer!

Ditte Staun er talsperson for Folkebevægelsen mod EU, og Lave K. Broch er ordfører for Radikalt EU-kritisk Netværk.


Retsundtagelse sikrer retssikkerhed

Karl-Otto Meyer, Skovlund fhv. landdagsmedlem for SSW og Lave K. Broch, København Radikalt EU-kritisk Netværk

Bragt i Flensborg Avis den 14. januar 2011

EU-parlamentariker Britta Thomsen (S) søger med lys og lygte efter argumenter imod Danmarks retsundtagelse i EU.

Nu mener hun, at retsundtagelsen svækker trafiksikkerheden (Flensborg Avis den 4.1.)

Det, som Thomsen ser som et stort problem, er, at personer fra udlandet ikke altid ender med at få en trafikbøde, hvis de kører for stærkt i Danmark, fordi det lokale politi i deres hjemland ikke følger sagen til dørs.

EU vil nu lave et system, der retter op på dette, og Danmark kan ikke umiddelbart være med i dette system på grund af vores retsundtagelse. Men Thomsen glemmer at nævne, at det formentlig vil være muligt at lave en parallelaftale med EU på det område, og at dansk politi i mange tilfælde vil kunne kræve penge fra fartsynderne på stedet.

Hun glemmer også at fortælle, at en afskaffelse af retsundtagelsen vil betyde, at EU får ret til at lave overnational retspolitik i Danmark. Det vil f.eks. betyde, at terrorlove og love om overvågning af almindelige danskere vil være noget, som EU skal bestemme, hvis retsundtagelsen afskaffes.

Vi mener, at retsundtagelsen sikrer borgere i Danmark en højere grad af retssikkerhed fordi det er muligt at stille danske politikere til ansvar for de love, de vedtager i Folketinget, og dårlige love kan blive ændret efter et folketingsvalg, hvis der kommer et nyt flertal.

Men hvis Danmark afgiver EU suverænitet på dette område, bliver det meget svært at ændre lovene. Vi kan jo bare se, hvor svært det er at ændre EUs landbrugspolitik eller handelspolitik, selv om stort set alle danske partier mener, at disse politikker er problematiske.


EU taler med én stemme

Af Lave K. Broch, ordfører for Radikalt EU-kritisk Netværk

Bragt i Dagbladet Information den 5. maj 2011

Jens Heide Wallberg fra Radikal Ungdom mener, at Danmark er for ubetydelig til at have indflydelse internationalt, hvis vi står alene, og at Danmark og Europa kun kan spille en rolle, hvis et samlet EU taler med én stemme (4. maj).

Men Wallberg tager fejl. Små lande kan godt spille en rolle internationalt jf. de nordiske landes kamp mod apartheid. Norge, der står uden for EU, har også stor indflydelse i fredsarbejdet, hvorimod Danmark i stigende grad er stormagternes halehæng.

Når det er sagt, taler EU i de fleste sager allerede med én stemme: Det var én stemme, der besluttede at sælge våben til diktaturregimet i Libyen og én stemme, der besluttede at forlænge EU’s fiskeriaftale med Marokko, selv om den folkeretsstridigt gælder for Vestsahara og selv om Danmark stemte imod. Det er også én stemme, der repræsenterer Europas synspunkter angående Kina.

Hvis Wallberg mener noget reelt om menneskerettigheder i Kina, burde han kræve, at EU’s udenrigsminister, Catherine Ashton, bliver fyret. For i december foreslog hun, at EU skulle ophæve våbenembargoen over for Kina. Måske er det på tide, at Radikal Ungdom tager stilling til, om indholdet i EU’s udenrigspolitik er i tråd med radikale værdier?



Warning: Parameter 1 to W3_Plugin_TotalCache::ob_callback() expected to be a reference, value given in /var/www/radikaleukritik.dk/public_html/wp-includes/functions.php on line 3721